- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
338

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

var ikke ild, men øjne, det regnede med øjne, store gloende
og små tindrende, – øjne, som stod, øjne, som løb op og ned,
– Jesus, Jesus, frels mig! –

O, hvilken lise, da de siste rop døde hen i natten, og det
var ganske mørkt og ganske stilt. Hun vovede sig frem, hun
kastede sig på sin seng og gjemte sig i puderne, men tankerne
vilde ikke vige; moderen kom frem i dem, truende, uhyre,
som uvejrsskyer samler sig over fjældene; ti hvad måtte
moderen ikke lide for hendes skyld! Der faldt ikke blund på
hendes øjne eller fred i hendes sjæl, og dagen kom, men ikke
med lindring. Hun gik frem og tilbage, frem og tilbage og
tænkte blot på, hvorledes hun kunde fly, men ikke turde hun
møde moderen, ikke turde hun gå ud, så længe det var dag,
og med kvælden vilde de komme igjen! Dog måtte hun vente;
ti før midnat var det endnu farligere at fly. Og hvorhen så?
Hun ejede intet, og hun vidste ingen vej; men der fandtes vel
barmhjærtige mennesker etsteds, som det var en barmhjærtig
gud. Han vidste, at hvad hun end havde forbrudt, var det
ikke i ondskab; han kjendte hendes anger, han kjendte også
hendes hjælpeløshed. Hun lyttede efter moderens skridt
nedenunder, men hun hørte dem ikke, hun skalv for at høre hende
på trapperne, men hun kom ikke. Jenten, som gik der, måtte
vel være løbet sin vej; ti der kom ingen op med mad. Selv
vovede hun ikke at gå ned, heller ikke at gå til vinduet; ti
der kunde stå nogen udenfor og vente på hende. Den ituslagne
rude gav kulde ind om morgenen og endnu mere, da det atter
blev kvæld. Hun havde pakket sammen en liden bylt med
klæder, og hun havde klædt sig godt på for at være færdig.
Men hun måtte vente på den rasende hob og gjennemgå, hvad
der vilde komme.

Der var de igjen! Ribningen, ropene, kastene, værre, langt
værre end forrige kvæld; hun krøb i sin krog, foldede sine
hænder og bad og bad. Blot ikke mor gik ud til dem, blot
de ikke brød ind! Da begyndte de at synge, det var en
smædevise, og skjønt hvert ord skar hende med kniv, så måtte hun
dog høre og lytte; men straks hun fattede, at moderen var
blandet i med, at de havde gjort sig skyldige i en så
skammelig uretfærdighed, da rejste hun sig op; da styrtede hun frem,
hun vilde tale ud til det fejge pak eller kaste sig ned over
dem; – men en sten og nok en sten og så en hel hagl fløj
gjennem vinduet, glasstumperne singlede, stenene drev rundt i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0356.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free