Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller havde Petra ikke før set det? Barnets tårer trillede
nedover moderen, men hun så ikke op, hvorfor den anden
heller ikke fik ord. En sydvest var det sidste, som hun
modtog, og da hun havde sat den på, tog moderen bylten fra hende,
blæste lyset ud og hviskede: "Kom nu!"
De gik atter ud i gangen, men ikke igjennem gadedøren;
Gunlaug lukkede op til gården og låste siden igjen. De gik
igjennem den nedtrådte have, over de kastede trær, det
sønderbrudte gjærde. "Du får se dig om nu," sagde moderen, "du
kommer vel aldrig mere hid." – Den anden gøs og så sig
ikke om. De gik den øvre vej, langs skogen, der, hvor hun
havde havt sit halve liv og hin kvæld med Gunnar, hine med
Yngve Vold og den siste med Ødegaard. De gik i visne blade,
som nu havde begyndt at falde; det var natkoldt, og hun frøs
i sin uvante dragt. Moderen bøjede ned mod en have; Petra
kjendte den straks, skjønt hun ikke havde ståt på dens øvre
side efter hin dag, hun som barn havde stormet den; det var
Pedro Ohlsens have. Til den havde moderen nøglen og
lukkede dem ind.
Det havde kostet Gunlaug at gå til ham om formiddagen,
det kostede også nu at komme med den ulykkelige datter, hun
selv ikke længer kunde gi hjem. Men det måtte til, og det,
som måtte til, kunde Gunlaug gjøre. Hun bankede på
bislagdøren, og næsten straks hørte de trin og så lys; efter en stund
blev der lukket op af Pedro, som stod indenfor i rejsestøvler
og rejsedragt, bleg og ræd. Han holdt et talglys i hånden og
sukkede, da hans øjne faldt på Petras ansigt, som var
ophovnet af gråd; hun så op på ham; men da han ikke vovede
at kjende hende, så vovede heller ikke hun at kjende ham.
"Han her har lovet at hjælpe dig til at komme bort," sagde
moderen uden at se på nogen af dem, idet hun gik et par trin
op til gangen og lod de andre følge efter ind i Pedros værelse
på den anden side. Værelset var lidet og lavt, en
ejendommelig indestængt luft slog dem i møde og gav Petra kvalme; hun
havde jo nu i over et døgn hverken spist eller sovet. Midt
under loftet hang et bur nned en kanarifugl i; man måtte gå
rundt for ikke at støde til det. De gamle, tunge stoler, et
svært bord, et par store bondeskabe, som nådde taget,
trykkede alt ned, så det blev endnu mindre. På bordet lå noder
og en fløjte over dem. Pedro Ohlsen slæbte om i de store
støvler, som havde han noget at gjøre; en svag stemme lød fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
