Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bagværelse: "Hvem er det? – Hvem er inde?" – hvorpå
han gik endnu snarere rundt, idet han mumlede: "Å, det er
– hm, hm, – – det er – hm, hm," og derpå ind, hvor
stemmen kom fra.
Gunlaug sad ved vinduet med begge albuer på knærne og
hodet i sine hænder, stirrende ned i sandet, som var strøet
over gulvet; hun talte ikke, men hun drog stundom et tungt suk.
Petra stod ved døren med sammenslåede ben og med begge
hænder over brystet; ti hun følte sig syg. Et gammelt slagur
hakkede tiden isønder, talglyset på bordet stod og randt med
lang tande. Men moderen vilde gi en grund for deres ophold
her og sagde: "Jeg har kjendt denne mand engang."
Ikke flere ord og intet svar. Pedro vedblev at være borte,
lyset randt sørgelig, og uret hakkede. Kvalmen tog Petra mere
og mere, og derigjennem susede uophørlig moderens: "Jeg har
kjendt denne mand engang!" – Uret fik fat i det og begyndte
at gå med det: "Jeg-har-kjendt-denne-mand-engang." Siden,
hvorsomhelst hun mødte indeklemt luft, stod stuen for hende
med en mindelse af kvalme og urets:
"Jeg-har-kjendt-denne-mand-engang." Hun kom aldrig ombord i et dampskib til
oljelugten, til stanken af det rådne sjøvand under kahytgulvet, til
maddampen, før hun straks blev sjøsyg og idelig gjennem
sjøsygen ved nat, ved dag så stuen og hørte urets:
"Jeg-har-kjendt-denne-mand-engang."
Da Pedro kom ind igjen, havde han fåt en ulden hue på
og en gammeldags, stiv kappe slåt op over ørene. "Ja, jeg er
færdig," sagde han og drog votter på; det var, som han skulde
ud i den tykkeste vinter. "Men vi må ikke glemme" – han
vendte sig – "kappen til – til –," han så på Petra og fra
hende på Gunlaug, som tog en blå kavaj, der hang over en
stolryg og hjalp nu Petra den på; men da den kom hende
under næsen, var det stuens lugt i sådan styrke, at hun bad
om frisk luft; moderen så, hun fik ondt, lukkede op og ledte
hende ilsomt ud i haven. Her drak hun i den friske nat
nogle fulde, lange drag af den klare høstluft. "Hvor skal jeg
hen?" spurte hun, da hun begyndte at komme sig. "Til Bergen,"
svarede moderen og hjalp hende med at knappe frakken; "det
er en stor by, hvor ingen kjender dig." Da hun var færdig,
stillede hun sig op ved porten: "Du får 100 spd. med; om
det ikke skulde gå godt, så har du dog noget i baghånd. Han
låner dig dem, han her," – "gir, gir," hviskede Pedro, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
