- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
342

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

gik forbi dem ud på gaden, – "låner dig dem," gjentog
moderen, som om han intet havde sagt; "jeg skal betale ham dem
igjen." – Hun tog et tørklæde af sin hals, bandt det om
hendes og sagde: "Du skal skrive, straks det går dig godt, men
ikke før." – "Mor!" – "Og så ror han dig ombord på
fartøjet, der ligger udenfor." – "Å, gud, mor!" – "Ja, så er
det ikke mere. Jeg følger ikke længre." – "Mor, mor!" –
"Herren være nu med dig. Lev vel!" – "Mor, tilgiv mig,
mor!" – "Og forkjøl dig ikke på sjøen!" – hun havde fåt
hende lempelig udenfor haveporten og lukkede nu.

Petra stod udenfor og så på den lukkede port. Hun følte
sig så ussel og ensom, som det vel er muligt for et
menneske –, men netop da skjød en anelse, en tro op af
forskydelsen, af uretten, af gråden; som glimt af ild, tændt og slukt,
stort ivejrstigende og atter ganske sammensunket, men i et
øjeblik herlig overstrålende, – hun slog sine øjne op og stod
atter i tykt mørke.

Stille gjennem den lille bys øde gade, forbi de stængte,
afbladede haver, forbi de lukkede og slukkede huse drog hun sig
langsomt efter ham, som slæbte ludende frem i de store
støvler og i kappen uden hode. De kom ud i alléen, hvor de
atter trådte i vissent løv og så de spøgelseagtige opstrakte og
udgribende grene, der tog efter dem. De kravlede nedover
berget bag det gule nøst, hvor båden lå, den han gav sig ifærd
med at øse; han rodde hende udover ved landet, der nu var
sammendraget i én stor hob, hvorpå himlen havde lagt sig
tungt ned.. Alt var udslettet, marker, huse, skog, fjæld; hun
så intet mere af det, hun fra sin barndom til igår hver dag
havde set; det havde lukket sig inde, ligesom byen, ligesom
menneskene i den nat, hun blev udstødt, og hun fik intet
farvel.

På skibet, som lå for anker lige under land, ventende
morgenbrisen, gik en mand op og ned; straks han fik se dem
under låringen, firede han trappen, hjalp dem ombord og
varskudde kaptejnen, som også straks kom op på dækket. Hun
kjendte dem, og de hende, men uden spørsmål, uden
medlidenhed, blot som sædvanlig sag blev alt sagt hende, som
hun nu skulde vide, nemlig hvor hun skulde ligge, og hvad
hun skulde gjøre, når hun ønskede noget eller følte sig syg.
Det sidste gjorde hun næsten i det samme, hun kom ned,
hvorfor hun også, straks hun var omklædt, gik op igjen. Her

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 20:24:25 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0360.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free