- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
343

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson With: Moltke Moe
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kjendte hun lugten – å, af chokolade og fik en umådelig
hunger, det rev, det sugede i brystet, og da kom den samme
mand, som havde modtaget dem, ud af kabyssen med en hel
bolle fuld og kager til; det var fra hendes mor, sagde han.
Mens hun spiste, fortalte han videre, at også en kiste med
hendes beste klæder og linned og uldtøj var sendt ombord af
moderen, desuden mad og andet godt. Hun fik i samme stund
en stærk erindring af sin mor, et storladent billede, som hun
aldrig før havde havt, men som hun herefter beholdt sit liv.
Og foran billedet en forjættelse, sikker og dog vemodig i
bønnen, at hun engang kunde gi sin mor nogen glæde for al den
sorg, hun nu havde voldt hende.

Pedro Ohlsen sad hos hende, når hun sad, og gik hos
hende, når hun gik, idelig sysselsat med at være af vejen for
hende og derved netop idelig i vejen på det af varer
overlæssede dæk. Hun så af hans ansigt kun den store næse og
øjnene, og heller ikke disse tydelig, men han gav indtryk af
at gå knuget af noget, han vilde sige, men ikke kunde. Han
sukkede, han satte sig, han rejste sig, han gik omkring hende,
satte sig igjen, men ikke et ord kom frem, og hun talte ikke.
Endelig måtte han opgive det, han drog fatteslig op et uhyre
af en læder-tegnebog, idet han hviskede, at heri lå 100 species
– og lidt til. Hun gav hånden ud og takkede ham og kom
derved hans ansigt så nær, at hun så, hans øjne hang ved
hendes i fugtig glans. Ti med hende rejste jo den rest af liv,
som var levnet hans hendøende tilværelse. Han vilde dog
gjærne ha sagt hende noget, som kunde gi ham en kjærlig
tanke, når han snart ikke var mere; men det var ham
forbudt, og skjønt han desuagtet vilde sige det, så kunde han
ikke komme sig til; ti hun hjalp ham ikke! Petra var jo så
træt, og erindringen om, at han havde fåt hende til at begå
den første synd mod hendes mor, vilde netop nu ikke
forlade hende. Hun kunde ikke mere med ham; det blev værre og
ikke bedre, jo længer han sad; ti når man er træt, da ledes
man. Stakkaren følte det; han måtte nok rejse, og så fik han
endelig hvisket farvel, idet han drog den tørre hånd ud af
votten. Hun lagde sin varme i den, de reiste sig begge.
"Tak, – og hils fra mig!" Sagde hun. Han drog et suk eller
et klunk, et par sådanne til, slap, vendte sig og steg baglængs
og stille ned ad trappen. Hun gik til rælingen, han så endnu
op, hilste, satte sig og rodde langsomt bort. Hun stod, til han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:37:10 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjorfort/0361.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free