- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
345

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Man drøftede så længe det forefaldne, til man blev enige
om, at hvad end Fiskerjenten havde forbrudt, så havde
Gunlaug ikke skyld deri, hvorfor der var gjort hende stor
uret. Hun blev hårdt savnet i byen; slagsmål og optøjer på
grund af drukkenskab tog på at høre til dagens orden; ti byen
havde tabt sit politi. Man savnede også hendes mægtige
skikkelse i døren, når man gik forbi; især savnede sjømændene
hende. Ingensteds blev der dog som hos hende, sagde de;
ti der var hver blevet behandlet efter fortjeneste, havde havt
sin rang i hendes tiltro og hendes hjælp i, hvad der kom på.
Hverken sjøfolkene eller skipperne, hverken arbejdsherrerne
eller husmødrene havde forståt, hvad hun var værd, før nu,
hun var kommen bort.

Derfor drog et eneste glædesbudskab gjennem byen, da en
havde set hende sidde i sit hus og stege og koge som før.
Enhver måtte op for selv at overtyde sig om, at ruderne var
sat ind, at døren var hel, at røgen slog op af piben. Jo, det
var sandt! Der sad hun igjen! – Man kravlede op på den
anden side af hulvejen for at se bedre; hun sad foran
bagstehellen, hun så ikke op eller ud, øjet fulgte hånden, og
hånden arbejdede: ti hun var kommen tilbage for at tjene ind
igjen, hvad hun havde tabt, og først de 100 spd., hun skyldte
Pedro Ohlsen. I begyndelsen lod man det bli med således
at se ind på hende; man turde længe ikke gå ind for sin onde
samvittighed. Men efterhånden kom de, – først husmødrene,
de venlige, de gode; de fik dog ingen lejlighed til at tale om
andet end forretninger med hende; ti Gunlaug hørte ikke andet.
Så kom fiskerne, så kjøbmændene og skipperne for at hyre
folk og få vedkommendes skudsmål, – og endelig den første
søndag sjømændene. Dette måtte være efter aftale; ti ud på
kvælden blev huset med én gang så overfyldt, at ikke alene
begge stuer optoges, men de borde og stoler, som om
sommeren stod i haven, måtte tages frem og sættes op i gangen, i
kjøkkenet, i bagværelset. Ingen, som så denne forsamling,
skulde ane, med hvilke følelser disse folk sad der; ti Gunlaug
havde taget sin tause kommando over dem i samme stund, de
atter trådte over hendes tærskel, og den brede sikkerhed,
hvormed hun gav hver sit, bøjede ned hvert velkommen, hvert
spørsmål. Hun var den samme; kun var hendes hår ikke længer
sort, og hendes færd noget mere stille. Men da sjøfolkene tog
på at bli glade, kunde de ikke længer dy sig, og der blev nu,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0363.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free