Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
usynligt, der gav agt på hendes adfærd, ja tanker; hun gik
undersøgende omkring uden at vide deraf og rørte ved tingene. Da
så hun over sofaen på den lange væg mod lyset et portræt i
legemsstørrelse af en dame, der smilte ned på hende. Hun
sad med hodet lidt på hæld og med foldede hænder, hun
havde den højre arm lænet på en bog, hvis bagside med
tydelige bogstaver bar indskriften: "Søndagsbog." Lyshåret,
skjærhudet skinnede hun ned og gav alt det søndagsro, som hun
skinnede på. Smilet var alvor, men alvoret var hengivenhed.
Hun syntes at kunne drage til sig alle i kjærlighed; ti hun
syntes at forstå alt, fordi hun så i alting kun det gode.
Hendes ansigt bar præg af svagelighed, men denne svaghed måtte
være hendes styrke; ti der var vist ikke det menneske til,
som turde såre den. En evighedskrans hang rundt om
rammen; hun var død.
"Dette var min mor," hørte hun mildt bag sig og vendte
sig mod datteren, som var gåt ud og nu kommen ind igjen.
Men det hele værelse var herefter fyldt af portrættet, alt førte
did op, alt fik sit lys af det, og datteren var dets stille afglans.
Noget tausere syntes datteren, noget mere tilbageholden.
Moderen optog alles blik og gav dem fyldt tilbage, datteren bøjede
sig ned. Men samme lyshed og mildhed. Hun havde også
moderens bygning, men intet spor af svaghed; de livlige farver
i hendes tætsluttende dragt, i hendes forklæde og lille
halstørklæde, der var fæstet med en romersk nål, gav tværtimod
noget friskt tilbage til hendes ansigt og lod en ynde og sans
for ynde ane, som gjorde hende til datter af portrættet og til
alf på stedet. Som hun gik derinde mellem moderens
blomster, følte Petra stor længsel til hende; i denne kvindes
omgang og på dette sted måtte alt godt vokse, – turde hun bare
komme indenfor! Hun følte sin forladthed dobbelt; hun fulgte
Signe ufravendt, hvor hun gik, og hvor hun stod; Signe følte
det og undveg, men det hjalp ikke, hvorfor hun blev undselig
og bøjede sig over blomsterne. Endelig fattede Petra sin
nærgåenhed, blev skamfuld og vilde afbede den, men der var noget
ved det omhyggelig opsatte hår, den fine pande og det
tætsluttende ved dragten, som bad hende være varsom. Hun så op
på moderen, å, hende kunde hun allerede ha omfavnet! Var
det ikke, som hun sagde hende velkommen! Ja, turde hun
tro det? Ti således havde endnu aldrig nogen set på hende;
i det blik lå, at hun kjendte alt, som var hændt den veifarende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
