- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
371

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Niende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som de for tiden læste højt, hun havde netop i kvæld villet
få Signe til at læse op igjen den scene, som syntes hende den
smukkeste af alle: Romeos afsked fra Julie på balkonen. Midt
under hendes ordstrøm kom en af pigerne fra ildhuset og
sagde, at der manglede klædessnorer; der var en bundt borte.
Petra blev hastig rød og rejste sig: Jeg ved, hvor de er;
jeg skal hente dem," hun gik et par skridt, kom så ihu
ildebranden, stansede, blussede: – "Gud, de er vist brændt! de
lå inde på mit værelse!" Signe havde vendt sig mod hende,
provsten tog fuldt sigte fra siden: "Hvad bruger du
klædessnorer til?" Åndedrættet drog hastig, han kunde neppe tale.
Petra så på ham, hans skrækkelige alvor fik hende halvt ræd,
men i næste øjeblik fristede den hende til latter, hun strævede
en stund imod, men ved atter at se på ham, brast hun i en
sådan hjærtens latter, at hun ikke mere kunde stanse; – der
fandtes ikke mere ond samvittighed i den end i en rislende
bæk. Signe hørte det på klangen, sprang op af sofaen: "Hvad
er det, hvad er det?" – Petra vendte sig, lo, hoppede,
dukkede og vilde på dør. Men Signe ivejen: "Hvad er det?
Petra, sig det!" – Petra gjemte sig hos hende, som vilde
hun i skjul, men vedblev at le over alle grænser. Nej, således
bærer skylden sig ikke ad, det kunde provsten nu også skjønne;
– han, som stod på sprang midt oppi raseriet, hoppede i
stedet ned i latteren, og Signe efter; intet i verden er mere
smittende end latter, og især latter, som er aldeles ufattelig. De
forgjæves forsøg, som snart provsten, snart Signe gjorde på at
få at vide, hvad de lo ad, øgede munterheden til det
voldsomme; jenten, som stod og ventede, måtte tilsist også til at
skråle med; hun havde hin underlige grubelatter med hivning
og hejsning; hun følte selv, den passede ikke mellem så fine
møbler og mennesker, hvorfor hun skyndte sig på døren for
ret at slippe løs i kjøkkenet. Hun drog naturligvis smitten
med sig did; snart væltede en hel byge af latter ind fra
kjøkkenet, hvor man endnu mindre vidste, hvad man lo ad, og
dette tændte stuens latter påny.

Da man tilsist var nær ved at være ødelagt, gjorde Signe
et siste forsøg på at få vide årsagen. "Nu skal du sige mig
det!" ropte hun og holdt Petras hænder. – "Nej, ikke for
alt i verden!" – Ja, men jeg ved, hvad det er!" ropte hun
igjen; Petra så på hende og skreg, men Signe ropte: "Far
ved det også!" Petra skreg ikke, hun hylede og sled sig løs,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0389.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free