- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
376

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Niende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

dem læse højt og selv siden lærte udenad. Hun havde den
hele tid narret dem; endnu igår, da hun syntes at åbenbare
dem alt, skjulte hun noget; da hun lo som best, løj hun.

Og dette hemmelige mål! Det, som provsten ofte i hendes
nærværelse havde fordømt, udsmykkede hun med guds kald
og vovede at bede ham velsigne! Et liv fuldt af udvorteshed
og forfængelighed, skinsyge og lidenskabelighed, dovenskab og
sanselighed, løgn og voksende karakterløshed, et liv, hvorover
alle gribbe fløj som et ådsel, var det, hun længtes at hengive
sig til og bad gud at indvie! Og til dette liv skulde provsten
og hans datter ha hjulpet hende frem i den stille præstegård
under den vakte menigheds strænge agtpågivenhed.

Da Signe kom ind, klar, let som vintermorgenen, for at
hilse på sin far, fandt hun kontoret fuldt af røg. Ligesom
dette altid var et tegn på sindslidelse, var det et dobbelt så
tidlig på morgenen. Han talte heller ikke et ord til hende,
men gav hende bogen. Hun så straks, det var Petras; en
mindelse om mistanke og smerte fra igåraftes fløj imod hende;
hun turde ikke se i den; hendes hjærte slog så stærkt, at hun
måtte sætte sig. Med det samme ord, som provsten først var
bleven var, slog også hende; hun måtte se videre og læste det
så. Hendes første følelse derunder var skamfuldhed, – ikke
over Petra, men over, at faderen også havde set det.

Men snart følte hun den dybe ydmygelse, som det gir at
kjende sig skuffet af den, man elsker. Et øjeblik synes den,
der har kunnet det, større, opfindsommere, klogere end vi, ja,
han glider ind i det hemmelighedsfulde. Men snart samler
sjælen sig i harm; ærligheden får magt af kræfter, der ikke er
hemmelige, skjønt de er usynlige; man kjender styrke til i ét
slag at knuse hundre puslende påfund; man foragter, hvad
man før følte sig ydmyget af.

Inde i dagligstuen havde Petra sat sig til klaveret, og nu
hørte de hende synge:

        Dagen er oppe, glæden tændt,
        mismodets skyborg stormet og brændt,
        over de glødende fjælde
        lyskongens hærskarer tjælde.
                "Oppe, oppe!" fugl i lund,
                "oppe, oppe!" barnemund,
                oppe mit håb med solen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0394.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free