- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
378

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Niende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hint hemmelige mål, – at hun nemlig engang skulde få nå,
hvad hendes evner stundede og vokste til. Tro sig til nogen
efter hint første fejlslagne forsøg i Bergen, – nej, det havde
hun ikke kunnet, selv om det havde været til Ødegaard! Hun
måtte være alene om det, til det var vokset så vidt, at det
kunde tåle, man åndede tvil på det.

Men nu var det blevet anderledes. Provstens ildrøde
ansigt så idelig ned i hendes skræmte samvittighed; – det galdt
at redde sig! – Hun ledte om efter Signe, altid heftigere og
hurtigere; men endnu om eftermiddagen var Signe ikke fundet.
Jo længre det menneske viger fra os, som vi søger, des større
gjør vi også adskillelsens årsag, og således gik det til, at hun
endelig fattede, det havde været forræderi mod Signe
hemmelig at bruge hendes venskab til det, som Signe holdt for en
stor synd. Den alvidende gud måtte være hendes vidne, at
dette syn på forholdet havde aldrig før været oppe i hendes
sjæl; hun følte sig en stor synderinde.

Ganske som før i sit hjem stod hun overvældet heraf og
havde en stund i forvejen ingen anelse havt derom! At dette
forfærdelige endnu kunde gjentage sig, at hun endnu ikke var
kommen et skridt videre, øgede hendes usikre frygt til rædsel;
hun så en fremtid af ulykke. Men i samme forhold, som
hendes egen syndeskyld vokste, steg Signes billede i
sjælsrenhed og storhjærtet hengivenhed. I sandhed, det lagde
glødende kul på hendes tanker; hun vilde kaste sig for Signes
fødder, hun vilde rope og bede og ikke slippe tag og tale, før
Signe igjen havde givet hende blot et blik af venlighed.

Det var blevet mørkt; Signe måtte være kommen hjem,
hvor hun så end havde været. Hun løb ned i gangen i
fløjbygningen, hvor Signes værelse lå, og der var aflåset, – tegn
på, at hun var der. Hendes hjærte bankede, da hun atter tog
i låsen og bad ind: "Signe, lad mig få tale med dig! – Signe,
jeg holder det ikke ud!" – Ikke en lyd fra værelset; Petra
bøjede sig ned, lyede, bankede på: "Signe, å, Signe, du ved
ikke, hvor jeg er ulykkelig!" – Intet svar; lang lyen, men
intet. Får man slet intet svar, tviler man tilsist på, der er
nogen, selv om man ved det, og er det mørkt, blir man tillige
ræd. "Signe, – Signe? Er du der, så gjør barmhjærtighed:
svar mig! – Signe!" Der var og blev stilt; hun tog på at
fryse og skjælve. Men kjøkkendøren gik op med stor, bred
lysning, og lette, lystige trin lød over gården. Dette gav plan;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 20:24:25 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0396.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free