- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
379

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Niende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hun vilde selv ud på gården, hun vilde stige op på listen, der
lå over stenmuren, hvorpå fløjbygningen stod, hun vilde gå
langs listen, rundt hele bygningen for at komme på den anden
side, hvor der var meget højt. Hun vilde se ind til Signe!

Det var en blank stjærnekvæld, fjældet som husene stod i
skarpe omrids, men andet end omridsene af dem såes ikke.
Sneen tindrede, de mørke gangstier hen efter den øgede kun
det lyses skarphed; ude fra vejen lød dombjælder; farten,
glansen opmandede, hun sprang op på listen! Hun vilde holde
sig fast ved de fremspringende bord i bygningens træklædning,
men hun fik overvægt og faldt ned igjen. Hun tog en tom
tønde og rullede den hen til, steg op på den og fra den på
listen. Nu flyttede hun hånd og fod samtidig, omtrent et
kvarter ad gangen; der skulde en stærk hånds stærke fingre
til at holde fast; hun fik ikke tag; ti bordene sprang neppe
en tomme frem. Hun var ræd, nogen skulde se hende; ti
man vilde naturligvis straks sætte det i sammenhæng med
taugstigen. Blot hun kunde komme bort fra den side, som
vendte til gården, og ud på tværvæggen! Men da hun endelig
kom did, var der ny fare; ti der var intet for vinduerne, og
hun måtte dukke sig, mens hun i stor frygt for at falde
passerede under hvert vindu. På langvæggen blev det meget højt,
og nedenunder, langs hele væggen, løb en stikkelsbærbusk,
som nok vilde ta hende op, hvis hun faldt. Men hun frygtede
ikke. Det sved i fingrene, senerne skalv, hele legemet sitrede,
men hun gik på. Nu blot nogle skridt, så var vinduet nåd.
Der brændte ikke lys hos Signe og der var ikke rullet ned;
månen stod lige ind, så hun måtte kunne se den inderste krog.
Dette gav også nyt mod; hun nådde vinduslisten, kunde også
endelig få et tag med fuld hånd og hvile ud; ti hjærtet
begyndte, da hun stod ved målet, at banke, så det næsten tog
pusten. Men da det kun blev værre, jo længer hun ventede,
måtte hun altså skynde sig – og lagde sig så med én gang
helt ud over ruderne. Et stort skrig svarede fra værelset.
Signe havde siddet i det ene sofahjørne, stod i et nu midt på
gulvet og skjød med begge armer det skræmmede syn ifra
sig, vildt, afskyende, og flygtede. Denne figur på ruderne og
i skin af månen, denne hensynsløse, modbydelige djærvhed,
ansigtet i måneomridsene, hidset, funkende, – Petra fattede
selv i et nu, at hendes ulykkelige indfald alene havde indjaget
afsky, ja, at hendes billede måske herefter vilde bli en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0397.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free