- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
380

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson With: Moltke Moe
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Niende kapitel - Tiende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

bestandig skræmsel for Signe; hun tabte sansningen og faldt med
et gjennemtrængende skrig. Folk i huset var stormede ud på
Signes skrig, men fandt ingen, hørte nu et sådant skrig til,
hele gården kom på benene, man søgte, man ropte uden at
finde, det var rent tilfældigt, at provsten kom til at se ud
igjennem vinduet i Signes værelse og fik se i måneskinnet
Petra ligge nedtrykt mellem buskene. En stor frygt greb dem
alle, det kostede møje at få hende løs og op; hun blev båret
ind i Signes værelse, da husholderskens var koldt, hun blev
klædt af og lagt i sengen, hvor man badede hendes hænder
og hals, der var dygtig forrevne, mens andre gjorde det
hyggeligt, lyst, varmt. Da hun fuldt var blevet sig selv og så sig
om, bad hun om at få være alene.

Værelsets rolige hygge, det fine hvide, hvormed vinduer,
toiletbord, seng, stoler var pyntet, mindede så sårt om Signe.
Hun huskede hendes rene elskelighed, hendes stille stemme,
der gik så mærkehvid, hendes fine følelser for andres tanker,
hendes bløde velvilje. Alt dette havde hun nu lukket sig ude
fra; snart skulde hun ud af værelset, som hun vel skulde ud
af gården. Og hvor skulde hun så hen? Tredje gang tages
man ikke op af alfarvej, og selv om det kunde ske, vilde hun
ikke mere; ti det vilde kun ende på samme måde. Ingen
mennesker kunde ha tillid til hende; hvad nu end grunden
var, så følte hun, at det var så. Hun var jo ikke kommen
et stykke længer; hun vilde aldrig komme et stykke længer;
ti uden menneskers tillid gik det ikke. Hvor hun bad, hvor
hun gråt! Hun kastede og vred sig i sin sjæls bæven, til hun
armede sig ud og sovnede.

Straks blev i søvne alting snehvidt, lidt efter lidt tillige så
højt; hun havde aldrig nogensinde set så højt og sådan lys
tindren af millioner stjærner.

*



TIENDE KAPITEL.

Endnu da hun vågnede, var hun deroppe; dagens tanker,
som straks strømmede til, vilde efter, men toges til fange og
båres af noget, der fyldte hele luften, – det var klokkeklangen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:37:10 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjorfort/0398.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free