- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
382

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tiende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

lod den opsluge al vor tid og alle vore tanker. Vort
kristenmenneske skal ikke forsømmes, så lidt som vore
forældrepligter mod vore barn. Vi må kunne være samlet i os selv,
så den helligand kan ha sin stadige gjærning i os; vi må
kunne plante og værge den gode kristensæd i vore barn. Der
gives ingen pligt, intet påskud, som her kan fri os, om end
lejligheden må lempes.

Og nu gik han videre, – ind i deres livsgjærning, som
her sad, ind i deres huse, deres forhold, deres meninger. Så
løftede han eksempler fra andre vilkår og større gjøremål, der
kastede strejflys hid. Provsten var, fra det øjeblik han voksede
ud på prækestolen, aldeles ny for dem, som kun kjendte ham
fra det daglige liv. Endogså i det ydre var han ny: hans
sammenlagte, stærke ansigt havde åbnet sig og var blevet
gjen-nemsigtigt for tankernes underløb; hans øje var fyldt, det så
ligefrem og fast, bringende store bud; hele det sammenrullede
lådne havde løftet sig og viste sig nu at være en løve, hans
stemme rullede i lang torden eller skar i korte, heftige
vendinger, faldt undertiden også i stille ord, men kun for atter
at ta højden. Han kunde i grunden ikke tale uden i stort
rum og med det uendelige over tanken; ti hans stemme havde
ingen vellyd, før den skreg, hans åsyn ingen klarhed, hans
tanke ingen slående tydelighed, før den brandt af ildhu. Ikke
fordi emnet var fundet først nu; nej, så vist som smerten
havde draget store forråd sammen i denne sjæl, havde også
tænkningen gjort det; han var en Stræng, indesluttet arbejder.
Men han var til det sædvanlige ikke altid ordnet, han kunde
ikke mynte samtalens tanker; han måtte få enetale, han måtte
i alle fald få gå stærkt op og ned. At yppe ordskifte med
ham var nær overfald på våbenløs mand, men farligt alligevel;
ti hans overbevisning mødte straks og med sådan voldsomhed,
at han ingen tid fik til grunde; tvang man ham endda til at
gi dem, skede et af to: enten oversprøjtede han modparten
således, at det kunde gå helt ilde, eller han taug tvært, fordi
han var ræd sig selv. Ingen kunde lettere bringes til taushed
end denne stærke, veltalende mand.

Petra havde bævet, straks provsten begyndte sin bøn; ti
hun følte, hvor den var taget. Jo længre han kom i teksten,
des nærmere følte hun, han kom hende selv; hun krøb
sammen, og hun så Signe gjøre det samme. Men ubarmhjærtig
skar den vældige i vej, løven var ude efter bytte, hun følte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0400.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free