Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han stod i stor taknemlighedsgjæld til Signe; ti det var
hende, han skyldte, hvad han kaldte "sit ny menneske". Det
første brev, han modtog fra Signe i sin store sorg, var som
en blød hånd over panden. Så varsomt hun fortalte, at Petra
var kommen til dem, misforståt og mishandlet, så fint hun
udlagde, at det tilfældige i hendes komme måtte være guds
styrelse, "for at intet skulde gå istykker", lød som fjærn lokken
i en skog, når man står og sunder sig på, hvor vejen går.
Signes breve fulgte ham, hvor han rejste, og var den tråd,
der holdt. Hun tænkte gjennem hver linje at styre Petra lige
i hans favn, men gjorde netop det modsatte; ti Petras
kunsternatur steg op for ham af disse breve; det midtpunkt i hendes
begavelse, som han selv forgjæves havde søgt, havde Signe
stadig for øje uden at vide deraf, – og straks han forstod det,
forstod han både hendes og sin fejltagelse og blev som et nyt
menneske derved.
Han vogtede sig nøje for at skrive til Signe om det, som
hendes breve lærte ham. Det første ord måtte ikke komme
fra Petras omgang, men fra hende selv, at intet skulde
forhastes. Men fra den stund, dette var gåt op for ham, havde
han også set Petra i nyt lys. Naturligvis: disse idelig hinanden
jagende øjeblikke, hvert enkelt fuldt følt, men allesammen i
det uendelige modsigende, sådan måtte jo en kunstners
begyndelse være. Og arbejdet måtte bli at samle dem i stærk
væsenshelhed; ellers blev alt stykkeværk, og livet selv bare
kunst. Altså: ikke for tidlig ind på banen! Taushed så længe
som muligt, ja, modstand.
På den måde optaget vidste han selv ikke af, før Petra
var på ny blevet det stadige arbeide i hans sjæl, – men
arbejde for et fremmed mål. Han tog kunsten rundt om sig i
øjesyn, men især kunstnerne, og af disse især scenens. Han så
meget, som måtte forfærde en kristen. Han så de uhyre misbrug.
Men så han ikke det samme rundt om sig, så han det ikke også
i kirken? Fordi der var hule præster, var kaldet det samme evige,
store. Når arbejdet til sandhed, som overalt var begyndt, fik
magt i livet og digtningen, – skulde det da ikke også nå scenen?
Han var efterhånden blevet sikker i sin sag. Med megen
glæde så han af Signes breve, at Petra uddannede sig stærkt,
og at Signe var den rette til at hjælpe hende. Nu var han
kommet hjem for at se og takke denne fylgje, som selv ikke
vidste af, hvad hun havde været ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
