Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men han var også kommen for at gjense Petra. Hvor langt
var hun nåd? Ordet var sagt, han kunde altså tale frit med
hende derom; det var dem også begge kjærkomment; ti så
talte de ikke om fortiden.
Imidlertid forstyrredes de snart af gjæster fra byen,
indbudne og uindbudne! Sagerne stod dog allerede så, at et eneste
velnyttet tilfælde kunde bringe klarhed, – og dette førte
gjæsterne med sig. Der gjordes nemlig et stort selskab for dem,
og i dette selskab, straks efter middagen, da herrerne var
forsamlet i kontoret, gled samtalen ind på skuespillet; ti en
stiftskapellan havde set en kristelig etik ligge opslåt på provstens
bord og havde mødt det forfærdelige ord: skuespil. Der
yppedes et hæftigt ordskifte, og midt i det kom provsten til, som
ikke havde været ved middagen, da han var blevet bortkaldt
til en syg; han var alvorlig stemt, han spiste ikke, han tog
heller ingen del i samtalen; men han stoppede sin pibe og
hørte på. Straks Ødegaard mærkede, at provsten sad stille og
fulgte, blandede han sig ind, men prøvede længe forgjæves at
få mening i det; ti stiftskapellanen havde for vis at rope, hver
gang et led i bevisrækken skulde knyttes: "Jeg nægter!" (han
vilde ikke sige benægter) og så måtte først det, der skulde
bevise, selv bevises; det gik følgelig baglængs; man var fra
skuespillet allerede kommen til skibsfarten og skulde, for at få
noget bevist i skibsfarten, netop over i agerbruget.
Nej, så udnævnte Ødegaard provsten til ordstyrer. Foruden
ham var flere præster tilstede, samt kaptejnen, en liden
sortsmusket en med en umådelig mave, men et par små ben under,
der gik som et stokkespil. Ødegaard gav ordet til
stiftskapellanen, forat han i en samlet sum kunde fremføre, hvad han
havde imod skuespillet. Stifskapellanen tog ordet:
"Allerede retskafne hedninger var imod skuespillet: Platon,
Aristoteles, fordi det fordærvede sæderne. Sokrates så
rigtignok undertiden på skuespil, men slutter nogen deraf, at
han billigede det, så nægter jeg det; ti man må se meget, som
man ikke synes om. De første kristne advares ihærdig mod
skuespil, læs Tertullian! Siden skuespillet i nyere tider
er gjenopvakt, har alvorlige kristne talt og skrevet derimod;
jeg nævner navne som Spener og Francke; jeg nævner en
kristelig etiker som Schwarz, jeg nævner Schleiermacher.
("Hør!" ropte kaptejnen; ti dette navn kjendte han.) De to
sidste indrømmer tilladeligheden af dramatisk digtning,
398 S^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
