Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schleiermacher mener endog, at i private selskaber af private
skuespillere kan et godt digt opføres, men han fordømmer
skuespilstanden. Skuespillet som fag er for en kristen en så
mangfoldig fristelse, at han skal sky det. – Men er det ikke også
en fristelse for tilskuerne? At røres af digtet lidelse, at løftes
af digtede dydsmønstre, sligt, som man bedre kan værge sig
imod, når man læser, det lokker til at tro, man selv er, hvad
man ser; det svækker viljen, selvarbejdet, det drager os ned i
hørelyst, skuelyst, fantasilyst. Er det ikke sandt? Hvem er
især på komedie! Lediggjængere, som vil mores, vellystige,
som vil pirres, forfængelige, som selv vil sees, fantaster, som
flygter hid fra det virkelige liv, det, de ikke tør gå i kast med.
Synd indenfor tæppet, synd udenfor! Jeg har aldrig hørt
alvorlige kristne sige andet!"
Kaptejnen: Jeg blir aldeles ræd for mig selv. Har jeg
været oppi en slig ulverede, hver gang jeg har været på komedie,
så måtte fanden –" – "Fy, kaptejn," sagde en liden pige,
som var kommen ind med; "du må ikke bande, for så kommer
du i helvede!" – "Ja, mit barn, ja vist, ja vist." – Men
Ødegaard tog ordet:
»Platon havde det samme at indvende mod digtningen som
mod skuespillet, og Aristoteles’s mening er tvilsom. Jeg lader
dem derfor fare. Men de første kristne gjorde vel i at holde
sig fra hedenske skuespil, – jeg lader også dem fare. At
alvorlige kristne også i den nyere tid har sine betænkeligheder
også ved det skuespil, der står på kristelig grund, kan jeg
forstå; jeg har selv havt dem. Men indrømmer man, at
digteren har lov til at skrive et drama, så har skuespilleren lov
til at spille det; ti hvad gjør digteren andet, når han skriver
det, end spiller det – i sine egne tanker, med ildhu, med lyst,
og "hvo, som ser på en kvinde med lyst" o. s. v. – I kjender
Kristi egne ord. Når Schleiermacher siger, dramaet må blot
spilles privat og af uøvede, da siger han, at de evner, vi har
fåt af gud, skal forsømmes, mens meningen dog er, at de skal
drives op til den størst mulige fuldkommenhed; ti derfor har
vi fåt dem. Vi spiller alle hver dag, idet vi eftergjør andre
eller for spøg eller alvor tar os en fremmed mening på. Denne
evne blir hos en enkelt alle andre overvejende, og da gad jeg
dog se, når man lod være at dyrke den, om det så ikke
snart vilde vise sig på ham selv, at dette var synd. Ti den,
der ikke følger sit kald, blir uduelig til andet, uredelig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
