- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
401

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

En mængde meldte sig for at tale, de begyndte også
allesammen på én gang, men –

        Fjorton år tror jag visst, at jag var –

lød inde fra pianoet, og de strømmede ind; ti det var Signe,
som sang, og Signes svenske folkeviser var noget af det
dejligste, de vidste om. Den ene vise fulgte den anden, og da nu
disse verdens kjendte folkeviser, trofaste bud fra et stort folks
sjæl, havde indviet, så de stod i forventning, rejste Ødegaard
sig og bad Petra sige et digt frem. Hun måtte være vidende
om det; ti hun var ildrød. Men hun trådte straks frem, skjønt
hun skalv, så hun måtte holde sig fast ved en stolryg, blev så
ligbleg og begyndte:

        Han fik ej lov til at lægge ud
        hans far var gammel, hans mor var svag,
        og bruget voksede dag for dag: –
        "Hvad vil han også på vikingfærden?
        Her har han alt, som kan ønskes i verden."

        Men gutten længtes, når skyen jog,
        da så han kjæmper til slaget drog.
        Og gutten længtes, når solen sken,
        da så han, kongen i hallen tren.
        Han stod, han glemte at gjøre gagn,
        han stod og tænkte på gamle sagn.

        Det var en morgen, afsted han drev
        mod yderste skjær, mod det åbne hav
        at se på legen om strand og rev
        og høre dønnet, som kampen gav.
        Det var en dag i den første vår,
        da stormens røst over landet går:
        du må ikke længer islagt sove! –
        da så han syn, som gav lyst at vove.

        Der lå et langskib i stålgrå vig,
        det hvilte ud efter stormens krig.
        Dets sejl var bundet, det selv fortøjet,
        men syntes derved ej vel fornøjet;
        ti sejlet rykked, og masten rysted,
        og skibet huggede skum med brystet.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0419.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free