- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
405

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

                Men vort modige flag
                flyver vid’re idag,
        og det rødmer af sundhed som aldrig tilforn.

                Og vor fremtid er stor;
                ti det trekløv’de Nord,
        det skal samles igjen, det skal blive sig selv.
                Hvad du evner, kast af
                i det nærmeste krav,
        det skal bæres helt frem af en voksende elv.

                Denne bostavn er vor,
                og vi elsker den for,
        hvad den var, hvad den er, hvad den bliver igjen.
                Og som kjærlighed gror
                af den hjemlige jord,
        skal den gro af vor kjærligheds frøkorn igjen.

Men Signe rejste sig fra pianoet, kom og lagde armen om
Petra og drog hende ind med på kontoret, hvor ingen var.
– "Petra, skal vi være venner igjen!" – – "Å, Signe,
endelig tilgiver du mig!" – "Nu kan jeg, hvad det skal være!
Petra, elsker du ikke Ødegaard?" – "Gud, Signe!" – "Petra!
det har jeg trod fra første dag, – og jeg har trod, at han nu
endelig var kommen for at – – alt, hvad jeg i halvtredje
år har tænkt og gjort for eder, har været med det for øje, og
far har trod det samme; han har nu vist også talt med
Ødegaard derom." – "Men, Signe –!" – "Hys!" hun lagde
hånden for hendes mund og løb; der var nogen, som kaldte på
hende: man skulde til aftensbordet.

Dette var dækket med vin, fordi provsten havde været
borte fra middagen. Men provsten, som den hele tid havde
været meget alvorlig og meget stille, sad endnu, som om ingen
var tilstede, lige til man var ved at rejse sig. Da bankede han
på glasset og sagde: "Jeg har en forlovelse at kundgjøre!" –
Alle så mod de unge piger, som sad sammen, og disse vidste
begge ikke, om de skulde falde af stolen eller bli siddende.

"Jeg har en forlovelse at kundgjøre," tog provsten op igjen,
som han havde svært forat komme igang. "Jeg vil vedstå, at
den fra først af ikke har været mig kjær;" – alle gjæster så
på Ødegaard med høj forbauselse; den blev uden grænse, da
han sad rolig og så på provsten. "Jeg tænkte, oprigtig talt, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0423.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free