Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sneen tog på at glide af fjældene, det grønnedes så småt
på markerne. Det liv, som ved vårens komme vågner på en
jord mellem fjældene, er stort, som længselen var stor,
menneskene blir raskere, arbejdet lettere, rejsehugen ser ud over
fjældene. Men skjønt Petra længtes, havde hun aldrig elsket
stedet og tingene som nu, hun skulde skilles fra dem; ja, det
var, som hun indtil nu havde forsømt dem, fordi hun først nu
forstod dem. Hun havde bare nogle dage igjen der på gården;
hun og Signe gik omkring og tog farvel med alle og alt, –
især med de steder, de sammen havde fåt kjære. Da meldtes
dem af en bonde, at Ødegaard var oppe på Øygarene, og at
han agtede sig ned til dem. Pigerne blev begge ganske sky
og hørte op at gå ud.
Men da Ødegård kom, var han så lys og glad, som ingen
før havde set ham. Hans ærend i bygden var at lægge en
folkehøjskole der, og i den første tid, til han fik en lærer, han
likte, selv at styre den; senere vilde han sætte andet og mere
i gang. Han betalte på den måde, sagde han, noget af faderens
gjæld til bygden, og hans far havde lovet ham at flytte til ham,
straks huset var færdigt. Så vel provsten som Signe blev
overmåde glade ved dette naboskab, Petra også, men det faldt
hende dog fremmed, at netop som hun rejste, bosatte han sig.
Provsten vilde, at de dagen før Petras afrejse tilsammen
skulde nyde den hellige nadver. Dermed faldt en stille
højtidelighed over de siste dage, og når de talte sammen, skede
det halvt sagte. I skjær af denne stemning stod alt, Petra gav
sit øje for siste gang, med alvorlig tale. Det oplevede vilde
gjennemgåes, hun stod i afregningsforhold til det; ti indtil nu
havde hun aldrig set tilbage, men kun frem. Nu mødte det
altsammen, fra barndommen til idag, de første lokkende spanske
viser sang atter, de mange forvildelser af uredelig længsel, som
hendes barndom og ungdom havde draget sammen, toges atter
på og af igjen, stykke for stykke, som man prøver gamle mål.
Var der noget, hun glemte, så havde en ting i hendes nærhed
mindelsen på rede hånd; ti ved synet af den havde hun
engang tænkt på det, og tingen og tanken var siden forenet. Især
havde pianoet så meget at minde om, at det næsten var til
overvældelse. Hun blev siddende ved det uden ret at kunne
røre det, og spillede Signe, kunde hun neppe være inde. Hun
var også helst alene; Ødegaard og Signe forstod det og holdt
sig for sig selv; alle mennesker så på hende med vemod og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
