- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
409

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Ellevte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

venlighed, og provsten gik i de dage aldrig forbi hende, uden
at han strøg hende over håret.

Endelig kom dagen. Det var en halvklar, dæmpet dag, det
tøede i fjældene og grønnedes på ageren. De fire holdt sig
hver på sit værelse, til den tid kom, at de sammen skulde gå
i kirke. Der var foruden dem kun klokkeren og en fremmed
præst tilstede; provsten vilde selv nyde det hellige måltid; men
tillige vilde han holde skriftetalen; ti han havde nogle
særskildte ord at sige den bondragende. Han talte, som når de
en helligaften eller fødselsdag sad ved deres bord hjemme. Det
vilde snart vise sig, mente han, om den tid, hun med bøn til
gud om nåde idag afsluttede, havde lagt et grundlag. Intet
menneske blir fuldt sandt, før det når sin rette gjærning. Det
var en forkyndelsens gjærning, hun fik, og den, der kom med
sandhed og holdt sig selv værdig, fik den største og varigste
frugt. Gud brugte ganske vist ofte også de uværdige, så vist
som vi i højere forstand alle var uværdige; han brugte vore
længsler. Men der er en forkyndelse, som intet menneske tar
ud af sin længsel alene, og den vilde hun dog vel prøve at
nå; alle måtte stræve at nå det største. Han bad hende idelig
at komme tilbage til dem; ti det er meningen af menighed,
at samfund i troen hjælper og styrker. Om hun fejlede, vilde
hun her helst finde barmhjærtighed, og om hun selv ikke
forstod, hun var kommen bort, vilde de kjærligst kunne sige
hende det.

De gik efter den hellige handling hjem sammen, som de
var komne; men resten af dagen var de hver for sig. Kun
var Petra og Signe længe sammen på Petras værelse ud
over natten.

Næste morgen var afrejsen. Ved afskedsbordet tog provsten
det ømmeste farvel. "Han var enig med hendes ven deri,"
sagde han, "at hun burde begynde sådan, som hun nu en gang
var, og begynde alene. I den kamp, hun vilde få, skulde hun
prøve, hvor det var godt at vide, at der etsteds sad nogle
mennesker sammen, som hun var viss på. Bare at vide med
sikkerhed, at de bestandig bad for hende – hun skulde se,
det vilde hjælpe!" – Han henvendte efter afskeden for Petra
en velkomst til Ødegaard. "At være forenet i kjærlighed til
en og den samme var den skjønneste indledning til at elske
hinanden." Provsten tænkte ved denne skål ganske vist ikke
på det, som i disse ord først gjorde Signe rød, dernæst Petra;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0427.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free