Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
regn. Spillemændene måtte gjemme felerne ned efter at ha
spillet fra gårde, og de tog dem ikke op, før de kom så langt,
at de hørte kirkeklokkerne. En gut måtte da stå bag på
vognen og holde en regnhat over dem, og derunder sad de
sam-menkrogede mod hverandre og filede væk. Slatten klang ikke
i sligt vejr, som venteligt kunde være, og det brudefølge, som
kom efter, så heller ikke lysteligt ud. Brudgommen sad med
brudgomshatten mellem benene og en sydvest på hodet; over
sig havde han en stor skindtrøje, og en regnhat holdt han over
bruden, som med det ene tørklæde over det andet, for at spare
kronen og den øvrige stas, lignende mere en våd høsåte end
et menneske. Således kom de, vogn efter vogn, mændene
dryppende, kvindfolkene bortgjemte og indpakkede; det var et
slags fortroldet følge, hvori der ikke såes et kjendt ansigt, men
kun en del tvekrogede, sammenstuvede uld- og skindtuller.
Den særdeles talrige almue, som stod og ventede på det rige
følge, måtte le, i begyndelsen modstræbende, men senere højere
og højere for hver vogn. Ved det store hus, hvor følget skulde
stige af for at rette på pynten til kirkegangen, stod en
kramkar, en løjerlig kar, som hed Aslak, på en høvogn, som var
kjørt til side der i krogen ved bislaget. Han ropte, just som
bruden blev løftet ud: "Nej, dyre død, om Ole Haugen sin
brudeslåt vil låte idag, lel!"
Mængden lo, - om også de fleste bortgjemt; det blev bare
derved des bedre følt, hvad alle tænkte og vilde skjule.
Da de fik tørklæderne af bruden, så de, at hun var hvid
som et lagen. Hun gråt, forsøgte at le, gråt så igjen, - og
så kom det med én gang på hende, at hun ikke vilde til kirke!
Under det røre, som nu fulgte, måtte hun lægges på en seng
i et siderum, ti hun overfaldtes af en gråd, som de blev rædde.
Hendes værdige forældre stod hos, og da hun tiggede dem om
at slippe for at gå i kirke, sagde de, at hun måtte gjøre, som
hun vilde. Da så hun Endrid. Noget så ulykkeligt, ja
hjælpeløst havde hun aldrig set, ti for ham havde deres foretagende
havt fuld sandhed. Ved siden af ham stod hans mor; hun
sagde intet, og ansigtet var ubevægeligt. Men tåre på tåre
trillede ned ad det, øjnene hang ved Randis. Da lettede Randi
sig op på albuerne, så en stund ret foran sig, mens hun
hikkede efter gråden; "å nej!a sagde hun; "jeg går til kirken."
Hun kastede sig atter bagover og gråt en stund bitterlig; men
så stod hun op. Siden føjede hun til, at hun ingen musik
<^a 419
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>