Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
som hine bar på, lod sig ikke nå af trøst eller andres glæde.
Knut var desuden altfor verdsliglivlig til at sidde længe i en
sørgestue eller stadig møde frem til opbyggelse. Derfor flyttede
han over til et brug, han ejede, og som han hidtil havde pagtet
bort; nu tog han det selv og indrettede det så let og vakkert
for sin kjære Astrid, at denne, som dog helst vilde ha været
på Tingvold, blev, hvor han var, og lo med ham i stedet for
at gråte med børnene.
Da var Astrid en dag over hos svigerdatteren; hun så den
lille Mildrid, og hun så, at barnet gik ganske for sig selv;
moderen turde neppe røre ved hende. Hun så, da faderen
kom ind, samme sørgmodige tilbageholdenhed mod hans eget,
eneste barn. Hun dulgte sine tanker; men da hun kom hjem
til sin egen, kjære Knut, lagde hun ud for ham, hvor galt det
stod til på Tingvold; der var nu deres plads. Lille Mildrid
måtte ha nogen, som turde være glad i hende; for der vokste
noget så fint og fagert op for slægten i dette barn. Knut toges
af hendes livlige iver, begge de gamle pakkede sammen og
flyttede hjem.
Mildrid kom altså over til besteforældrene, og de to gamle
lærte forældrene at elske hende. Men da Mildrid var fem år,
fik de nok en datter, som de kaldte Beret, og dette gjorde,
at Mildrid holdt mest til hos de gamle.
Nu turde de skræmte forældre atter begynde at tro på
livet! Hertil bidrog ikke lidet den ændrede stemning rundt
om dem. Efter tabet af det andet barn så folk altid, at de
havde grædt, men aldrig, at de gråt; deres sorg var ganske
stille.
Det vakre, gudfrygtige liv på Tingvold havde holdt tjenerne
fast ved stedet, og idel lovord over husbondsfolket gik ud
derifra. De fik selv følelsen heraf. Både slægt og venner
begyndte at søge dem og blev ved, selv om Tingvold-folket ikke
gjorde gjengjæld.
Men ved kirken havde de endnu ikke været siden hin
bryllupsdag! De tog nadveren hjemme, de holdt selv sin
opbyggelse. Men da de fik den anden jente, ønskede de selv at
stå fadder, og da vågede de sig for første gang til kirke. Da
søgte de sine barns grave sammen, da gik de forbi Ole
Haugens sammen uden ord eller bevægelse, og hele almuen viste
dem ærbødighed. Men for sig selv vedblev de at leve, og en
from stilhed lå over deres gård.
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
