Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
Når en jente i alderen mellem 12 og 16 år tar en søster i
alderen mellem 7 og 11 op i sin hele fortrolighed, får hun til
gjengjæld en stor hengivenhed. Men den lille blir gjærne lidt
for voksen af det. Mildrid selv derimod vandt meget ved at
være overbærende, trøstefuld, meddelende, modtagende, og hun
vandt forældrenes og besteforældrenes stille glæde.
Der er ikke mere at fortælle, før Mildrid kom i sit
femtende år; ti da døde gamle Knut, hurtigt og let. Overgangen
fra, at han sad og spøgte i stuen, til han lå lig, var så godt
som ingen.
Det skjønneste, farmor siden vidste, var at ha Mildrid på
barneskamlen ved sine fødder, som de var vante til, fra Mildrid
var liden, og da enten selv at fortælle om Knut eller at få
Mildrid til at småtralle brudeslåtten. I dens toner så Astrid
hans kraftige, mørke hode dukke op i hendes barndom; i den
kunde hun følge ham i lierne over gården, hvor han blæste
slatten som gjæter; i den kjørte hun til kirke ved hans side,
- i den levede hans muntre, kloge billede klarest op igjen!
Men i Mildrids sjæl begyndte den at røre sig på en ny måde.
Mens hun sad og sang for farmor, spurte hun sig selv: Skal
den nogensinde spilles for mig?
Fra den stund spørsmålet var rejst, voksede det; slatten
havde en stiltstrålende lykke. Hun så en brudekrone blinke
i dens solskin, den gav en lang, lys fremtid at kjøre frem i.
Seksten år - og hun spurte sig selv. "Skal jeg - ja, skal
jeg nogensinde selv kjøre frem efter den, og far og mor efter
mig, forbi en almue, som ikke ler, stige glad af, hvor mor
gråt, gå forbi Ole Haugens blomstrende grav og op til altret i
skinnende fryd, så far og mor får oprejsning!" -
Dette var den første række tanker, som hun ikke trodde
til Beret. Efterhånden blev det flere. Beret, som nu gik i
sit tolvte år, mærkede nok, at hun blev mere alene, men
fattede ikke rigtig, at hun efterhånden var sat udenfor, før en
anden var flyttet ind i hendes rettigheder. Det var den
18-årige, netop forlovede Inga, deres søskenbarn fra nabogården.
Når hun så de to slyngede i hverandre, som unge jenter gjærne
gar, hviskende og leende bortover markerne, kunde hun kaste
sig ned og gråte af skinsyge.
Mildrid gik til konfirmation; der lærte hun at kjende
jævnaldrende, og nogle af dem kom om søndagen op til Tingvold.
De holdt til ude på markerne eller i farmors stue. Tingvold
424^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
