Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skyllende rød; ti at sige ham, hvad hun hed, var jo at sige
ham det altsammen. "Hvem er du?" spurte han én gang
til, som var det det naturligste spørsmål af verden og fortjente
dog svar, - og hun kunde jo ikke vægre sig, hun følte skam
over sig selv og forældrene, at de havde forsømt sin egen slægt,
men navnet måtte siges; "Mildrid Tingvold," hviskede hun og
brast i gråd.
Det var sandt: nogen af Tingvold-folket havde han med
sin gode vilje neppe hilst på. Men dette, som nu skede, var
andet, end han havde tænkt sig; han satte et par store øjne
på hende. Der svævede noget forbi hans hukommelse om,
at moderen havde grædt så i kirken den dag, hun blev viet;
kanske det ligger til den slægten, tænkte han og vilde bort
fra det. - "Du får undskylde mig, om jeg har skræmt
dig," sagde han og gik efter hunden; det ’bar hastig opover
hejen.
Da hun vovede sig til at se op, havde han netop nåd
kammen og vendte sig om og så på hende. Det var kun i et
øjeblik, for i det samme gjødde hunden på den andre siden, det
gav et sæt i ham, geværet op og afsted. Mildrid stod endnu
og så did, hvor han havde stat, da et skud skræmte hende.
Skulde det være bjørnen? Skulde den ha været hende så
nær? - Og afsted kløv hun, hvor han nylig havde kløvet,
og stod, hvor han havde stat, skyggede for øjnene med
hånden i solen, og - ganske rigtig: halvt bag et krat lå han på
hug over en stor bjørn! Før hun vidste det, havde hun hoppet
ned til ham: han lo imod hende, og han fortalte, men
bestandig med lav, myg røst, hvorledes det kunde være gåt til, at de
havde tabt sporet, siden han dog fandtes her; han fortalte,
hvorfor hunden ikke havde kunnet få vejre bjørnen, før han
kom lige på ham, - og under dette havde hun glemt gråden
og undseelsen, og han draget kniven; han vilde flå den straks.
Kjødet var på dette lejte ingenting til, han vilde straks grave
det ned; men huden vilde han ta med. Og hun holdt i, og
han flådde; siden sprang hun til sæteren efter øks og spade
til ham, og skjønt hun var ræd bjørnen, og skjønt den lugtede
ilde, blev hun ved at hjælpe ham, til han var færdig. Da var
det blevet over middag, og han bød sig selv til at spise med
hende. Han vaskede både sig selv og hunden, hvilket var et
drygt arbejde, og da han var færdig, satte han sig ind til hende
i boden; ti hun var til sin skam ikke færdig endnu. Han
428 få^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
