Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
pratede om et og andet, let og hyggeligt, men meget lavmælt,
som de folk gjærne gjør, der færdes så meget alene. Mildrid
gav de knappeste svar, hun kunde; men da hun sad lige over
for ham ved bordet, kunde hun hverken tale eller spise, så
der ofte blev stilt. Da hun var færdig, vendte han sig på
krakken, stoppede og tændte en snadde. Han var også blevet
noget mere fåmælt, og om lidt rejste han sig. "Jeg har langt
hjem," sagde han, og idet han gav hånden ud, lagde han endnu
sagtere til: "Sidder du hver dag der, du sad idag?" Han
holdt hånden lidt, som ventede han svar. Hun turde ikke se
op, end sige svare. Da følte hun, han trykkede rask til; "tak
for idag!" sagde han sagte, og før hun endnu kunde samle sig,
så hun ham med bjørnehuden over skulderen, geværet i
hånden, hunden ved siden gå bort over lynget. Hun så ham
mod luften; ti fjældene lå til siden; hans lette kraftige gang
bar ham raskt bort; hun gik ud og så efter ham, til han var
forsvundet.
Nu først lagde hun mærke til, at hendes hjærte slog, så
hun måtte presse hænderne over det. En stund efter, og hun
lå på græsvolden med ansigtet på sin arm, - og på det
aller-nøjagtigste eftergik hun dagens hændelser. Hun så ham dukke
op i småskogen over hende, hun så ham stå skulderbred, med
det snart skiftende øje lige foran sig; hun følte overtaget og
sin egen frygt og den skamfulde gråd; hun så ham på
hejkammen mod solen, hun hørte skuddet, hun stod på knæ foran
ham, mens han flådde, hun hørte op igjen hvert ord, han
sagde; og hans lave stemme, som lød så fortrolig, at det tog
i hende, når hun tænkte på den, - den hørte hun igjen fra
krakken foran gruen, mens hun kogte, og foran bordet mens
hun spiste; hun kjendte, at hun da ikke længer turde se ham
i øjnene, og hun kjendte, at hun tilsist også havde gjort ham
forlegen, for han taug. Hun hørte ham tale en gang til, da
han tog hendes hånd, og hun kjendte håndtrykket, - det gik
hende endnu lige ned i foden! Hun så ham gå bort over
lynget, gå, gå! - Kom han nogensinde igjen? Sådan som hun
havde båret sig ad, - umuligt! Nej, hvor var det ikke stærkt,
skjønt, selvhjulpet, alt det, hun havde set af ham, - og hvor
var det ikke dumt og ynkeligt, alt det, han havde set af hende!
Ja, ynkeligt fra første skrig for hunden til skamrødmen og
gråden, fra den klodsede hjælp, hun gav ham, til maden,
sgm hun ikke tidsnok fiK færdig! Og at hun ikke kunde
^ 429
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
