Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
med at sætte koppene tilrette, med resten fik det gå, som
det kunde. Hun vaskede og redte sig og skyndte sig til
boden for at bytte klæder, tog sin binding og gik hen imod
hejen.
Hun havde ikke den ny dags ny styrke, for hun havde
jo næsten ikke sovet og så godt som intet spist på et døgn.
Hun gik i en eneste drøm, og det var, som hun ikke kunde
få klarhed i den, før hun kom på den plads, hvor hun havde
siddet igår.
Men hun havde ikke vel sat sig der,før hun tænkte, om
han kom og fandt mig her, han måtte jo tro? - Hun rejste
sig uvilkårlig. Da så hun hans hund på hejen; den stansede
og så på hende, hoppede nedover og kom logrende. Alt
hendes blod stansede. Der! Der stod han med geværet i solen
netop som igår; han var idag kommen en anden vej! Han
smilte mod hende, stod en stund tøvende, så kløv han
nedover og stod snart foran hende, Hun havde givet et let skrig,
og så var hun sunken i sæde. Hun var med al sin magt ikke
istand til at rejse sig, bindingen faldt, hun vendte sit ansigt
bort. Han mælede ikke. Men hun hørte, at han lagde sig i
græsset lige foran hende med øjnene op imod hendes, og
hunden så hun på den anden side med øjnene på ham. Hun
følte, at skjønt hun sad bortvendt, kunde han nu se hendes
rødme, hendes øjne, hendes ansigt. Hans hastige åndedrag
jog hendes op; hun trodde, hun kjendte hans ånde over sin
hånd; men hun turde ikke røre sig. Hun ønskede ikke, han
skulde tale, og dog var det forfærdeligt, at han taug. Han
måtte jo skjønne, hvorfor hun nu sad der, og større skam end
den, hun sad i, var ikke følt. Men det var heller ikke rigtigt
af ham, at han var kommen, og endnu urigtigere, at han nu
sad der. Da blev en af hendes hænder taget og holdt fast,
og så en til, hun måtte vende sig lidt ved det, - og god og
stærk drog han hende lempelig til sig med øje og hånd. Hun
gled ned på marken ved hans side, således at hendes hode
faldt ind til ham. Hun kjendte ham stryge hendes hår med
den ene hånd, men hun vovede ikke at se op. Hele hendes
færd var for dybt uværdig, - og så kom hun i den heftige
gråd! - "Ja, gråt du, så skal jeg le," sagde han; "for det,
som er hændt os to, er både til at le og gråte over!" Men
hans stemme dirrede. Og nu hviskede han ned over hende,
at han igår, da han gik fra hende, bare kom hende bestandig
å 431
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
