- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
432

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

BRUDESLÅTTEN

nærmere. Og dette var blevet så stærkt, at da han kom frem
til sin fjældhytte, kunde han ikke andet end lade tyskeren, sin
fælle, skjøtte sig selv og drev afsted til fjælds. Således havde
han inat dels siddet, dels gåt i højfjældene; han havde været
hjemme til åbit, men afsted igjen. Han var 28 år, og altså
ingen smågut; men det kjendte han, at enten måtte den jenten
bli hans, eller det gik ikke. Han drev hen til det sted fra
igår, han tænkte ikke at træffe hende, men at sidde der for
sig selv en stund. Da han så hende, blev han først ræd, men
skjønte så, at hun måtte ha det som han, og da var det straks
afgjort, at han måtte prøve sig for, - og da han så, at hun
virkelig havde det som han, så, -r- ja, så, -, og han løftede
hendes hode op, og hun gråt ikke, og hans øjne havde stor
glans, og hun måtte se i dem, og hun blev rød og bøjede sig.
Men han talte igjen med den hviskende, myge røst. Solen stod i
trætoppene over lien, bjørkene sitrede i en let bris,
fugle-snakket blandedes med surlet af en bæk i stenrøjsen ved deres
side. Hvor længe de sad der hos hverandre, førte ingen
regning med; men hunden var det, som skræmte dem begge op.
Den havde gjort flere rejser omkring og havde atter hver gang
lagt sig på sin plads; men nu sprang den gjøende nedover.
De sprang begge op og stod en stund og lyttede. Men der
viste sig ingenting. De så atter på hverandre, og da tog han
hende på sin arm. Hun havde aldrig været båret, siden hun
var barn, og der var noget ved det, som gjorde hende
hjælpeløs. Han var hendes værn, hendes fremtid, hendes evige lykke,
hun måtte lyde sin følelse. Der blev ikke talt. Han holdt,
og hun holdt. Han gik med hende did, hvor han først havde
siddet; der satte han sig og tog hende varsomt ned ved siden
af sig. Hun bøjede sit hode dybere ned og bort for ikke at
komme til at sees af ham nu, da hun var så tagen. Han vilde
just vende hende mod sig, da der lige foran dem blev ropt:
"Mildrid!" ret med et foruridringsrop. Det var Inga, som
havde fulgt frem efter hunden. Mildrid sprang op, hun så på
veninden et glimt af et øjeblik, gik så til hende, lagde den ene
arm om hendes hals og sit sode på hendes skulder. Inga tog
om hende; "hvem er han?" hviskede hun, og Mildrid kjendte,
hvor hun skalv. Men Mildrid rørte sig ikke. Inga vidste jo,
hvem han var, for Inga kjendte ham; men hun turde ikke tro
sine egne øjne! Da kom Hans nærmere. "Jeg tænkte, du
kjendte mig,* £agde han rplig; Jeg er Hans Haugen." - Ved

432 &D

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0450.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free