Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN
hun aldrig før havde set! I længden måtte jo netop han dybest
overse hende! Når det ikke engang lod sig fortælle, endog til
Inga, - hvad måtte det så ikke være?
Da Beret kom med de første klokkelyd fra buskapen i det
fjærne, fandt hun søsteren ligesom uden liv foran boden. Hun
stod, til Mildrid var nødt til at løfte hodet og se på hende.
Mildrids øjne var forgrædte, hele hendes udtryk lidende. Men
det udtryk forvandlede sig, da hun så på Beret; ti Berets åsyn
var oprørt; "hvad fejler dig?" udbrød hun. "Ingenting!" svarede
Beret og blev stående med så ufravendte øjne på Mildrid, at
denne måtte slå sine ned, vendte sig og rejste sig for at lage
til. De mødtes ikke før ved kvældsmaden, hvor de sad lige
over for hverandre. Da Mildrid ikke selv var god til at spise
mere end et par skefulde, så hun nu og da åndsfraværende
på de andre, men helst på Beret, som aldrig blev færdig. Hun
spiste ikke, hun slugte som en sulten hund. "Har du ikke
fåt mad idag?" spurte Mildrid. "Nej," svarede Beret og blev
ved. Mildrid igjen om en stund: "Har du ikke fulgt med
gjæterne?" - Nej," svarede både hun og begge gjæterne. I
disses nærvær vilde Mildrid ikke spørge videre, og senere
gjorde hendes eget syge sind hende så lidet skikket til at passe
på søsteren, også, som hun syntes, så lidet værdig. Dette blev
kun et tillæg til de nagende bebrejdelser, som hun lod gå med
slag forbi sin sjæl, én for én, der hun i kvælden og natten
sad udenfor på sin plads ved boden.
I den blodrøde kvæld, i den isgrå nat ingen fred og slet
ingen trang til søvn. Det arme barn havde aldrig før været i
nød. Å, hvor hun bad! Hun slap, og hun tog på igjen, hun
brugte bønner, som hun kunde, og hun brugte egne ord, og
aldeles udmattet tog hun endelig sengen. Der samlede hun
igjen hele sit hjærte, men hun havde ingen styrke længer;
hun kunde bare ta op igjen: "Hjælp mig! Kjære, herre gud,
å, hjælp mig!" - og hun vedblev med det, snart svagt, snart
højt: for hun stred, om hun skulde slippe ham eller ej. Da
skræmtes hun, så hun gav et skrig; ti Beret havde lynsnart
rejst sig på knæ og stod over hende; "hvem er han?" hviskede
hun, hendes store øjne sprudede ild, og hendes hede ansigt,
korte åndedræt viste et stort sindsoprør. Mildrid, underkastet
af sin selvpinsel, udmattet på sjæl og legeme, kunde ikke svare;
hun var blevet så skræmt, at hun vilde gråte. "Hvem er han?"
truede den andre, nærmere ved hendes ansigt; "det nytter dig
434 -^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
