Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hun begik en synd, hvis hun modtog ham nu. Hun burde jo
ikke ha forlovet sig uden forældrenes samtykke; men hun havde
ikke kunnet hjælpe det. - Var det nu sket, da straks til
forældrene! Hun rejste sig, det lyste for hendes øjne. Hvad ret
var, måtte gjøres. Når Hans stod her igjen, måtte hun ha talt
med sine forældre. Ikke sandt? spurte hun ud, dog uden at
spørge, og "ja!" syntes hun, det svarede, skjønt ingen svarede.
Hun ilte til stølen for at sige det til Beret. Men Beret var
ikke i boden, ikke på stølen. "Beret!" ropte hun. "Beret,
- Beret!" Gjenlyden gav hende ropene fra alle sider; men
ingen Beret. Rundt omkring efter søsteren uden at finde hende.
Opøst var hun før, skræmt blev hun nu; Berets store øjne og
spørsmål: "Hvad tror du, far og mor vil sige til dette?" blev
bestandig større. - Beret skulde dog vel ikke være gåt til dem,
hun? Det kunde ligne hende! Brusende som Beret var, vilde
hun straks ha sagen afgjort og Mildrid trøstet. Ganske vist var
hun gåt! - Men kom Beret før hende, vilde forældrene misforstaa alt, - og hun bøjede raskt ind paa vejen mod bygden.
En gang på vejen gik hun fortere, båret af altid stigende
spænding; hun lagde ikke mærke til det, kun suste det i hendes
hode, pressede det for brystet, åndedrættet slog ikke til. Hun
måtte sætte sig lidt og ta hvile. Men hun fik ikke hvile ved at
sidde, hun måtte ligge. Hun kastede sig nedover sin arm, og
dermed sovnede hun.
I to dage og nætter havde hun neppe sovet eller spist, og
hvad magt dette havde fåt over et barns sjæl og legeme, som
rolig og regelmæssig indtil da havde taget måltider og søvn i
sit stille fædrenehus, forstod hun ikke.
Men Beret var ikke gåt til deres forældre, men afsted efter
Hans Haugen! Hun havde langt at gå og tildels paa ukjendte
steder, ved randen af en skog og senere højere opover fjældflader, som ikke var helt trygge for udyr, hvilket nylig havde
vist sig. Men hun gik på, ti Hans måtte komme, eller det gik
galt med Mildrid; hun kjendte jo ikke sin søster igjen!
Hun var frisk og glad, hendes søsters eventyr fulgte
hoppende med. Hans Haugen var det fornemste, hun vidste i
verden, og Mildrid måtte ha det fornemste! Det var ikke noget
under, at Mildrid gav sig straks til ham, lige så lidt som at
han blev tagen ved synet af Mildrid. Vilde forældrene ikke
fatte dette, så måtte de gjøre, hvad de vilde, og de to true sig
frem, som hendes oldefar havde gjort, hendes bestefar havde
437
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
