Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
det ikke. Tågen tættede til rundt om stølen, de sad som i en
tryllering. Luften var selvfølgelig heller mørk end lys.
Dæmpede ord faldt, og hvert førte fortrolighed. For første gang
kunde de tale sammen. Han bad hende vakkert om forladelse,
fordi han ikke havde husket, at hun måtte være anderledes
end han, og at hun havde forældre at rådføre sig med. Hun
tilstod sin frygt og sagde, at fra den stund, hun havde mødt
ham, havde hun ikke været sig selv, ja havde endog glemt
forældrene; - hun havde vistnok mere at sige; men hun vilde
ikke fuldføre. Men i deres bævende glæde talte alt, lige til det
sagteste åndedræt. Den første fine overgang af sjæl i sjæl
begyndte, den, som hos andre oftest går forud for og forbereder
den første omfavnelse, men som hos disse kom efter. De første
vare spørsmaal listede over i tusmørket, de første vare svar
kom tilbage. Åndelette, myge som dun faldt ordene og viftedes
således tilbage. Da var det, at Mildrid endelig, sagte, forsøgende,
fik mod til at spørge, om han ikke syntes, hun ofte havde båret
sig underlig ad. Han forsikrede, at det havde han ikke fundet,
nej, ikke en eneste gang. Om han ikke havde lagt mærke til,
at hun igår havde tiet stille ved det hele møde? Nej, han
havde ikke mærket det. Om han ikke havde fundet (hun vilde
ænge ikke sige det, men så kom det med bortvendt åsyn og
hviskende), at hun havde været for snar på det? Nej, han
havde bare tænkt på, hvor vakkert det var gåt til. Men hvad
tænkte han ved, at hun havde grædt den første gang? Ja, den
gang forstod han det ikke, men nu kunde han nok skjønne
det, - og han var glad ved, at det var slig, hun var.
Alle disse svar gjorde hende så lykkelig, at hun trængte til
at være alene. Og som han havde gjættet også dette, rejste han
sig stille og bad hende sove. Hun rejste sig også. Han nikkede
og gik langsomt til fjøset, hvor han skulde ligge; men hun ilede
ind, klædte sig af, og først i sengen tog hun sine hænder
sammen, takkede gud, - å, hvor hun takkede ham! takkede ham
for Hans, for hans kjærlighed, hans overbærenhed, hans
dejlighed, hun havde ikke ord nok; takkede så gud for alt, alt,
altsammen, også for smerten i disse to dage; ti hvor havde den
ikke gjort glæden stor! - takkede for ensomheden på fjældet
og bad gud følge hende ud fra den og ned til forældrene, -
vendte tanken atter til Hans og takkede for ham, hvor hun takkede!
Da hun om morgenen kom ud - Beret sov endnu - stod
Hans på tunet; hunden havde fåt bank; den havde uroet en
442 4^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
