- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
443

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

rype og lå nu og gjorde sig lækker. Da Hans så Mildrid, løste
han hunden af forbandelsen, den sprang op over ham og op
over hende, den gjødde og hilste og var et levende udtryk for
deres egen morgenlyse lykke. Hans hjalp hende og gutterne
med morgenens stel, og da de endelig sad ved bordet for at
spise, var Beret også opståt. Hver gang Hans så på Beret,
blev hun rød, og da Mildrid efter bordet holdt i hans urkjæde,
mens hun talte med ham, skyndte Beret sig ud. Hun var
vanskelig at finde, da de skulde gå.

"Hør, Mildrid," sagde han et stykke på vejen, idet han kom
nærmere og gik sagte; "jeg har tænkt på noget, som jeg ikke
fik sagt dig igår." Stemmen lød så alvorlig, at hun så op på
ham, han talte langsomt og uden at se på hende: "Jeg vil
bede dig om, at du -, hvis gud vil, vi to skal få hverandre,
.-efter brylluppet følger hjem til mit." Hun blev rød og
svarede omsider undvigende: "Hvad vil far og mor sige til det?"
Han gik en stund, før han svarede. "Jeg tænkte ikke, det kom
så nøje an på dem, når vi to var enige." Det var første gang,
han sagde noget, som gjorde hende ondt. Hun svarede ikke.
Han syntes at vente på hende og føjede endelig sagtere til:
"Jeg vilde, at vi to skulde være for os selv, - bli vant til
hverandre." Hun begyndte nu bedre at forstå ham; men hun
kunde ikke svare. Han gik som før, langsomt og uden% at se
på hende; nu taug han ganske. Hun følte sig klemt og så
spejdende op U ham. Da var han aldeles bleg. "Men Hans!"
udropte hun og stansede, uden at hun selv vidste det. Hans
stansede også, så flygtig på hende og siden på geværet, som
han havde sat ned og nu stod og drejede. "Kan du ikke følge
mig hjem?" Stemmen var dæmpet, men blikket kom med én
gang fuldt og fast. "Jo, det kan jeg!" skyndte hun sig at svare.
Hendes øjne hvilede rolig i hans, en rødme fløj over hans
kinder, han skiftede geværet til venstre fra højre hånd, som
han gav ud. "Tak!" hviskede han og trykkede hendes fast.
De gik videre.

Den eneste tanke, hun tog af dette, spandt hun videre med
sig, og endelig kunde hun ikke mere være alene om den: "Du
kjender ikke mine forældre." Han gik en stund, før han
svarede: "Nej, - men når du følger med hjem til mit, får jeg
tid til at kjende dem." - "De er så gode," lagde hun til. -
"Det har jeg hørt alle sige." - Han sagde det bestemt, men koldt.

Før hun fik tænke eller sige noget mere, begyndte han at

P5* 443

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0461.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free