- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
445

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

for det er bare det ved min sang, at jeg kjender det paa mig,
nu må jeg synge." Og efter at ha siddet grundende en stund
sang han brudefærden for hende til slægtens slåt. Ganske sagte
sang han, men slig jubel i en stemme havde hun aldrig hørt!
Gården lå for hende, den gård, de skulde kjøre ud ifra, vejen
fulgte hun med øjnene helt til broen over elven, fulgte så vejen
på den andre siden til kirken, inde i bjørkeskogen oppe på en
høj, og gårdklyngen tæt ved. Synet strålede ikke, ti dagen var
ikke klar; men det høvede best således til det dæmpede syn
i hendes indre; ti hvor mange hundre gange havde hun ikke
gjort denne færd i sine tanker, kun havde hun ikke vidst med
hvem! Ord og tone fortryllede hende; den ejendommelige,
varme, stille stemme lukkede op det dybeste, hun ejede;
hendes øjne stod fulde, men hun gråt ikke, hun lo heller ikke;
med hånden ovenpå hans sad hun og så, nu på ham, nu
udover, og da der i det samme slog røg op af piben hjemme ved
den første tænding under middagsgryderne, vendte hun sig og
pegte. Hans var da færdig og blev selv siddende og se.

En stund efter var de atter på færden ned gjennem
bjørkeskogen, og Hans havde nogen møje med hunden, at den skulde
holde sig stille. Mildrids hjærte begyndte at klappe. Han aftalte
med hende, at han skulde være i nærheden, men hun måtte
gå frem alene. Han bar hende over et par sumpige steder, og
det kjendte han, at hendes hånd var sved. "Tænk ikke på,
hvad du skal sige,a hviskede han, "lad det bare komme, som
det vil falde." Hun gav ikke en lyd til svar, ej heller så hun
på ham. De kom ud af skogen, som her bestod af store,
alvorlige furuer, hvor de havde gåt sagte, mens han hviskende
fortalte om hendes oldefars frieri til hans faster Aslaug, gamle
underlige historier, som hun bare halvt hørte, men som dog
styrkede hende, - de kom ud af skogen i engenes og agrenes
lysning, og da taug selv han. Nu så hun på ham, og hendes
frygt var så synlig og stor, at han blev helt ilde ved. Han
fandt intet ord til hjælp, sagen var for meget hans egen. De
gik side om side; noget krat lige over for husene skjulte dem
for beboerne. Da de kom så langt, at han syntes, hun måtte
gå videre alene, fløjtede han sagte til hunden, og det skjønnede
hun var tegn til, at de skulde skilles. Hun stansede og så så
ulykkelig og forladt ud, at han måtte hviske: "Nu skal jeg
bede for dig her, jeg, Mildrid! - og så skal jeg komme når
du trænger mig." Hun takkede med øjnene, men ikke helt; ti

445

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0463.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free