- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
452

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

BRUDESLÅTTEN

rid; faderen sad for enden, i højsædet. Folkene havde spist
før, og i kjøkkenet, hvor de også selv plejede at spise sammen med
dem. Men sagen var nok den, at de idag nødig vilde vise
Hans frem. Ved bordet følte Mildrid, at moderen så på hende,
når Hans smilte. Han var af dem, som havde et alvorligt
ansigt, men som blev godt, når det smilte. Flere slige ting lagde
hun sammen hos sig selv til den sum, hun gjærne vilde ha
ud. Men tryggere var hun dog ikke, end at spændingen i stuen
var hende for stor, så hun for sin del gjærne vilde bort,
hvorfor hun efter bordet atter gik til farmor.

Mændene tog en tur omkring på gården, dog således, at de
kom ikke der, hvor arbejdsfolkene var, ej heller did, hvor
farmor kunde se dem. Senere satte de sig atter i stuen, og da
var også moderen færdig og kunde sidde med. Samtalen blev
efter hvert fortroligere, som ventelig kunde være, og da det
led på (men rigtignok ikke før mod kvælden), dristede moderen
sig til at bede ham fortælle,, hvorledes det dog havde gåt til
med ham og Mildrid; Mildrid havde jo selv ingen besked kunnet
gi. Kanske var det mest af kvindelig nysgjærrighed, at moderen
spurte, men for Hans var spørsmålet overmåde velkomment.

Han fortalte ikke om deres første møder, for det kunde
han ikke; men omstændeligt og med dyb glæde fortalte han
om gårdsdagen, om Beret, som i stormmarch hentede ham,
fordi Mildrid sad i sjæleangst for forældrenes skyld; og da han
kom til Mildrid selv og skildrede hendes flugt nedover til dem,
og hvorledes hun, udmattet på sjæl og legeme, havde måttet
hvile, og var sovnet ind, forladt og ulykkelig, - da tyktes det
de gamle, at de kjendte sit barn igjen. Da var det heller ikke
frit, at især moderen følte, hun havde været for Stræng.

Men imens gutten fortalte om Mildrid, fortalte han jo, uden
at vide det, om sig selv; ti Hans’s kjærlighed til Mildrid lyste
ud af hvert ord og gjorde forældrene glade. Han følte det
tilsist og blev selv glad, og de to, som var uvante til sådan
jævn frejdighed og styrke, kjendte virkelig lykke. Denne steg
bestandig, så moderen uvilkårlig spurte ham idet hun smilte
"I er vel komne helt frem til brylluppet,, I to da, kan
jeg tænke, - før nogen af os er spurt?" Faderen lo med for
at hjælpe på spørsmålet, og Hans svarede, som lejligheden bød
sig, idet han sagte nynnede en enkelt linje af brudeslåtten:

"Spil os frem, spil os frem, vi har hast, jeg og du!"
- og lo; men var beskeden nok til straks at bøje bort i

452 Jg^?

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0470.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free