Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
noget andet. Ved et tilfælde så han op på Randi og så, at hun
sad aldeles bleg. Hans følte i et blink, at han havde gjort
noget galt, idet han mindede om hin tone, og det netop nu.
Endrid så bange til hustruen, der var i stigende bevægelse, til
den således gjærede op, at hun ikke kunde være inde; hun
rejste sig og gik.
"Jeg gjorde nok galt, jeg," sagde Hans forskrækket. -
Manden svarede ikke. Aldeles ulykkelig rejste Hans sig for
at gå efter og gjøre undskyldning, satte sig dog igjen, idet han
forsikrede, at han ikke havde tænkt det mindste ondt ved det.
"Å, du kunde vel ikke så nøje kjende til det," svarede
Endrid. - "Kan ikke du gå efter hende og gjøre det godt igjen!"
Han havde fåt slig tiltro til denne mand, at han turde bede
ham om dette. Men Endrid svarede: "Nej, lad hende være
alene om det, jeg kjender hende." Hans, som nylig havde følt
sig lige ved sine ønskers mål, følte sig nedstyrtet i skuffelse
og var ikke til at få i lag, skjønt faderen strævede tålmodig
dermed. Hunden hjalp ham, idet han kom frem til den; ti
Endrid spurte vedholdende om den og fortalte siden med
omstændelighed om en hund, han selv havde havt, og som han
havde lagt stærkt mærke til, således som det er almindeligt
med ensomme folk.
Men Randi var gåt udenfor døren og havde sat sig der på
stenhellen. Datterens forehavende gjorde jo, at brudeslåtten
stødte endnu stærkere sammen med de minder, hun bar. Hun
havde ikke som datteren givet sig selv hen til en mand, hun
elskede! Skammen ved hendes kirkefærd havde jo været
retfærdig, ti hun havde ikke siddet sand ved sin brudgoms side.
Skammen og sorgen og børnetabene, lange års lidelser og
kamp stormede atter løs. Alt, hun havde læst og bedt over
denne smerte, havde altså ikke nyttet, hun sad i det
voldsomste oprør! At dette endnu kunde hænde hende, kastede hende
i fortvilelse ned i dyb selvanklage; hun følte atter almuens hån
over hendes falske kirkefærd; hun piskede atter løs på sin
egen usselhed: at hun ikke kunde stanse gråden den gang,
ikke minderne nu, - at hun ved sin ustyrlighed havde kastet
et falskt skin over sine forældre, ødelagt sin egen helbred og
derved dræbt de to barn, hun bar, - og derunder hyklet en
fromhed, hun ikke ejede, for det viste hun nu! Nej, at hun
ikke var videre kommen! Så ussel, ussel følte hun sig, at
hun ikke vovede at se op til gud; ti hvor havde hun ikke
453
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
