Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
BRUDESLÅTTEN
skuffet sig selv og ham! Men hvorfor, måtte hun spørge, -
hvorfor netop nu vække al den styghed, som havde slingret
sig om hendes sind. Var hun misunderlig på Mildrid?
Misunderlig på sin egen datter! Nej, det var hun ikke, det følte
hun, - og hun begyndte igjen at rejse sig! Nu skulde
datteren just gjøre hendes egen synd god igjen, det var dog en
herlig tanke! Kunde børnene det? Ja, så sandt som de var
et værk af os selv, kunde de det; ti den sandhed, som var i
Mildrid, den havde dog hun, moderen, i sin skrøbelighed
fostret. Men skulde den nu komme hende tilgode, så måtte
hun også selv være med, i anger, i tak! - Og før Randi
vidste af det, kunde hun atter bede, i dyb undseelse og
sønderknuselse bøje sig for herren, som atter havde vist hende, hvad
hun var uden ham. Nåde bad hun om, således som hun
beder, der beder for sit liv; ti nu fik hun livet én gang til,
det følte hun! Nu var summen strøget; dette havde været det
siste opgjør, det havde bare overvældet hende! Og hun rejste
sig og så op, mens tårerne strømmede; hun kjendte sig god;
der var en, som nu havde løftet smerten af hende! Havde
hun ikke også ofte før følt dette! Nej, aldrig som nu, her var
først sejren vunden! Og hun gik frem, og hun kjendte det:
hun ejede sig selv! Noget var brustet, som til nu havde
bundet; i hver rørelse kjendte hun det, at nu var hun fri på sjæl
og legeme! - Kunde hun næst gud takke datteren for dette,
så skulde denne da også få nyde sin lyksalighed fuldt ud!
Hun kom i svalen til farmors stue, men ingen derinde kjendte
hendes skridt. Hun tog i klinken og åbnede, som havde det
været en anden. "Mildrid, kom hid!" sagde hun, og Mildrid
og farmor så på hverandre; ti det var jo ikke hende. -
Mildrid sprang til: hvad var på færde? - Moderen trev hende ved
armen, lukkede døren bag hende, så de var alene, og så
kastede hun sig om hendes hals og gråt og gråt, mens hun
favnede hende i en styrke og salighed, som Mildrid, højbåren af
elskov, ret af hjærtet kunde gi igjen. "Gud evig velsigne og
takke dig!" hviskede moderen.
De to i stuen så dem komme hånd i hånd over gården,
og det så fort, at det drog anelser med sig. Døren gik op,
og begge ind og frem. Men i stedet for at gi hende til ham
eller sige noget til faderen eller ham, tog Randi bare én gang
til datteren ind til sig, og i ny frembrydende bevægelse endnu
en gang: "Gud evig velsigne og takke dig!"
454
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
