Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Norges Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
45
han fyldte hendes Hjerte. De fcldede Hænder fo’r
af og til rykkende i Vejret, som om hun beherskedes
af en dyb Sindsbevægelse. Det gjorde hun ogsaa:
det var et mangeaarigt Opgørelsesøjeblik mellem de
aldrende Ægtefolk.
Bjørnstad havde nylig talt; hans malmfulde Røst
dvælede endnu i Luften. Hans buskede Bryn var
trukket sammen, hans Skridt smaatmaalende, medens
hans Sjæl tog de store Lidenskabers vidtflyvende
Sving i Udbrudets Øjeblik.
»Tror du, jeg er seende blind og hørende døv,
sløv og følelsesløs? Ja vist, Hustru!« udbrød Bjørn
stad og standsede med tilbagekastet Hoved og Tom
melfingeren i Ærmegabet. »Jeg var din unge Kær
lighed. Jeg mindes vel den Sommerdag, da Hile
Anne Mari brød ind i vor Have for at smage vor
Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme
— du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i
Modgangens Dage, — jeg saa det nok, — du kæm
pede din Kamp for at mildne mit Sind mod mine
Landsherrers Usseldom, du vilde lære mig at bøjes
under deres Overmagt. Du kæmper derfor endnu,
i Dag, hver Time du lever. Hør det nu: de bøjer
aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg sætter
min Fod paa deres, til de har gjort deres Uret god
imod mig«.
»Sig hellere, de sætter deres paa vor, Halvor«,
sagde Mari. »Hvad fører al denne Modstand til?«
»Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Er
klæring, blot nogle gode Ord for al den Uret, de
voldte cs«.
»Ja vist, Byen skyldte dig at udbedre din Gaard
dernede ved Skarivandet. Du fæstede den af Kol
legiet i faldefærdig Stand og troede dem paa deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
