Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Store Torsken!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
116
ret Manddommens stærke Taarer. Han kyssede sin
Hustru paa Munden og sagde kort:
»Ja vist, Ane, om det saa var mig, du saa, mit
Lig, de bar, hvad saa? Du lever jo, vore Drenge
lever, og Norge sejrer«.
Hustruen vendte sig til Olaug.
»Ulykkesbarn, nu drager du min Husbond i
Døden!«
Olaug saa forfærdet fra Klokkeren til hans
Kone. Hun kendte blot Ane som den blide, besin
dige Husmoder, der bar alt, havde Raad og Hjælp
for alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes
Øjne, Løvindens, Kvindens Kærlighed straalede
hende i Møde.
»Gaa du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor«, sagde
Ole Svendsens ældste Dreng og rakte Faderen
Haanden.
Klokkeren fra Id smilede og saa ned paa sin
Søn, og han saa, hvad han ønskede at se: en stærkt
bygget Knægt med gullokket Haar og alvorlige, tro
faste Øjne.
»Gaa kun, Far«, gentog Drengen og strakte sin
lille Næve op mod Faderen. »Du kan stole paa, jeg
bliver hos Mor«.
Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den
i Hustruens. Idet Sønnen saa op, røbede hans Blik,
at han fattede, at i dette Øjeblik lagde Husbonden
sine Pligter, sin Værdighed over i Sønnens. Dren
gen knugede begge Hænder om Faderens — det var
det hele.
»Farvel, Ane!« sagde Ole Svendsen Bakke og
gik mod Døren.
Hustruen greb Sønnen i sine Arme, men Blikket
fulgte Manden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
