Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klokkeren fra Id
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Hus. Under Armen medbragte de fleste udskaarne
Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede Levneds
midler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes
udenfcr mellem Gravene.
Dette Samlingssted frembød i Dag et ejendom
meligt Syn. Kvinderne, der sædvanlig fyldte Kir
ken, stod i Kreds uden for Gravstederne; vilde,
bredskuldrede Skikkelser med busket Skæg og
laadden Haarvækst fyldte Kirkestolene, En stram
Lugt som fra et Bjørnehi slog den indtrædende
i Møde.
Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring
ikke i Dag oppe ved Alteret. Søn- og Helligdage
var hans Festdage. Længe før Gudstjenesten skulde
begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og sys
lede med de smaa Ting, som maaske intet men
neskeligt Øje lagde Mærke til, men som for Klok
keren var af dyb og stor Betydning. Der laa lidt
Halm, som Vinden havde fejet ind paa Stengulvet,
hist var lidt Støv paa en Bedepult, — skinnede
ogsaa Alterstagerne som Sølv? At vaage over disse
smaa Ting var for ham ikke alene vigtige Embeds
pligter, men en hellig Kærlighedsgerning, og nåar
Kirkegængerne kom, mødte de altid Klokkerens
alvorsfulde, milde Blik, der ligesom hilste dem vel
kommen til Huse, medens han førte enhver til
hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord
hver Søndag gæstfrit aabent for dem, der kom
langvejs fra.
»Se, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag
Døbefonten og tigger Vorherre om Fred«, brum
mede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øjne.
»Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han
Manden til at frelse Landet«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
