Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Colbjørnsens »Brogede Karle«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
gik det hele af sig seiv. Jeg blev ved med at
køre foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind
paa den Vej, der gaar lige ud i Mosen med en
smal Overkørsel, som Svensken havde vanskeligt ved
at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens de druk
nede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke
Vej til Frederikshald«.
Brecke havde udført sin dristige Plan med en
Snildhed og Sikkerhed, hvori hans Kendskab til
Fjendens Sprog og Karakter kom ham til Hjælp.
»Saa gik det«, som han udtrykte sig, »som den lige
fremmeste Sag af Verden«.
»Saa skal jeg melde Kaptajnen«, tilføjede Brecke
som sidste Beretning om Dagens Bedrifter med
Haanden til Skindhuen og spillende Blink i de gråa
Ulveøjne, »at der ligger en Slump Artilleriheste
ovre paa Vigsiden; det vil være en ren Svir at nappe
dem og føre dem til Frederikshald«.
»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.
»To Hundrede Stykker med fuld Oppakning og
en tyve til tredive Mand Oppassere«.
»Hvor er nærmeste Landingssted?«
»Ved Lunelands Kirke, skraas for Æskevigen.
Men Svensken sidder og holder Udkig paa Knivsø;
vi maa derfor gaa bag om Bratø«.
»Vel«, sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen over
tager du Kommandoen over tolv Mand til Hest. Jeg
er fornøjet med dig, Hans Brecke. Naar Krigen er
endt, skal jeg sørge for, at du bliver Toldrytter«.
Et straalende Smil gled over det barkede Smug
leransigt. Han greb Colbjørnsens Haand og knu
gede den med et vildt Henrykkelsesudbrud, traadte
tilbage, skuldrede sin Flint og brølte;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
