Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det brænder, han render — Ritsch!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
havde en Fane i sin højre Haand, Colbjørnsens Fane,
der endnu opbevares hos Borgervæbningens Stads
høvedsmand. Han svingede den jublende og søgte
at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med
Vildmanden over de kæmpendes Hoved, idet han
af al Kraft raabte:
»Hurra, Fatter! vi slaas nu under vort norske
Flag i vor egen Stad!«
Bjørnstad slåp Øksen og strakte Haanden afvær
gende i Vej ret.
»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil du lægge
mit Hus øde?« raabte han opefter.
»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det £av
et Sæt i ham. Han sank i Knæ, slyngede Ar
men om Fanestangen og sank ned i Faderens ud
bredte Arme.
»Her, de ramte mig bare her<, hviskede han.
Nogle Bloddraaber piblede frem under hans
venstre Bryst. Bjørnstad løftede sin døende Dreng
og bar ham ud af Kamptummelen ned mod
Wærns Have, hvor Hængepilen hang ud over Vån
det. Bjørnstads af Lidenskaber furede Ansigt stir
rede ind i Sønnens: han saa, at Døden var der med
sin Stævning.
»Øje for Øje, Tand for Tand! Her paa dette
Sted faldt ogsaa min ulykkelige Søn — almægtige,
uransagelige Gud, hvorfor bønhørte du en taabe
lig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over
sit Barn?« udbrød en Stemme ved Siden af Fader
og Søn.
Bjørnstad saa op.
»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst
og stirrede paa den forvitrede Skikkelse, hvis
Carit Etlar: Bjørneaet. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
