Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den store Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
331
Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun
disse Skud uden synligt Maal; Kuglerne havde al
lerede mærket Klippen derovre, altid paa samme
Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde
hjalp ingen af hendes Urter, og hun sendte Bud
efter Jørgen Halvorsen.
Han kom, og de to Mænd sad ofte længe
sammen, mens Bjørnstad hørte til, og Jørgen talte
aabent cg enfoldigt om Tingene, Eller han tog
sin Fedel og spillede af de gamle Folkesange,
mest dog Moderens Vuggevise, der ogsaa havde
lydt for Bjørnstad i hans Barndom. Bævende
og blide Toner lød i den stille Fyrreskov. Saa
hændte det, at den gamle Mands Øjne sank
sammen, og Jørgen sad i Timer og ventede. Men
saa han Bjørnstad aabne Øjnene, lod han paany
nogle Takter glide frem, og Morbroderen smilede og
faldt atter i Søvn.
En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene sum
mede om ham; Jørgen sad og viftede dem bort
og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristi
ske Hoved, der allerede syntes at sove den
evige Søvn.
Da Bjørnstad vaagnede, saa han paa Jørgen
uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse, vendte saa
Blikket opad.
»Aftenstjernen er nok højt paa Himlen, ja,
saamænd er den det. Saa er min Tid kommen;
nu staar min Sol op, og de kommer til mig,
alle dem, som er borte henne — Drengen er
ikke død og hun ikke gammel, nåar de møder
mig mellem Træernp, og de bliver længe hos
mig. — Bøj dig, bøj dig, Broder! sagde Søster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
