Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den store Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
343
mer de store Syner til os med Livets Fest, den store
Fred, — Guds Fred«.
Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme
var udstrakte og bevægedes som en Musikan
førers, der afdæmper for stærke Strengelyd i
sit stormende Orkester i Lidenskabernes altom
fattende mægtige Finale. De sidste Ord aan
dede han frem og dog hørligt af alle. Endnu
en Gang havde hans Stemme ejet Stormens Tone;
nu vaklede han pludselig frem og tilbage om
sin Stav. Han var synlig træt. Bjergvinden kløf
tede hans hvide Skæg og Bryn, medens hans Øjne
flakkede, som om hans Kraft blev knust af et
Kølleslag fra oven.
Borgerne blev tavse staaende. Denne Tale kom
ogsaa til dem saa underligt fra oven nedad; de
norske, ranke Mænd fra den unge Stad stod nu
og saa paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte,
at de ligesom var af Papir. Manden var vokset
fra dem.
Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis
mandige, sørgmodige Træk var prægede af hans
ulykkelige Hjemliv.*) Han havde opmærksom lyt
tet til denne ensomme Sjæls Skriftemaal, der snart
rullede som en bred, frigjort Strøm, snart fremstød
tes som overhugget af Sindets Bevægelse.
»Urværket er ved at gaa i staa, Kvalhalmen ven
ter mig nu derinde«, sagde Bjørnstad. »Tilgiv en
gammel Mand, — det vilde siges. Træd indenfor.
Alt, hvad jeg ejer, er eders«.
I dette Øjeblik banede en besynderlig Skikkelse
*} Qolbjørnsens Hustru var drikfældig og letfærdig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
