Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den store Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
tonende i den dybe Stilhed, den eneste Hyl
dest, de vidste at bringe. Bjørnstad rettéde sig
i Vejret, det svulmede i hans Bryst, og Taa
rer forsvandt i hans hvide Skæg. Der stod
den gamle Løve endnu en Gang Ansigt til An
sigt med sit Folk, mægtig og rank som et gam
melt Fyrretræ, himmelstor for den enkelte. Bor
gerne syntes siden Jien i Dagslivet, at de havde set
Folkeaanden, nej, selve den oprindelige, herlige,
lutrede og uforgængelige Menneskeaand. De glemte
ikke det Billede siden.
Den Nat sov de alle i fredelig Forening paa
friske Hølejer i Hyttens Stue. Bjørnstad vilde
hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen
med Hænderne foldede over Brystet og et mildt
og forklaret Udtryk. Først hen ad Morgenstun
den faldt han i Søvn.
Næste Dag begav Mændene fra Halden sig atter
nedefter. Bag ved Huset fandtes som omtalt en
primitiv Færge, der over en Sidearm af den store
Elv frembragte en Genvej ned i Dalen. Bjørnstad
paastod at ville ledsage sine Gæster over Våndet
til den modsatte Bred, og man lod ham have sin
Villie* Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte
ham om Bord. Da Borgerne var sat i Land,
og Colbjørnsen endnu en Gang havde omfavnet
Bjørnstad, blottede den gamle sit Bryst, medens
Færgen skød fra Land, og fremviste Æresbor
gerdiplomet; det laa ved hans Hjerte og forlod
ham ikke mere.
»Gud velsigne jer alle sammen«, sagde Bjørnstad.
Fartøjet naaede Landgangen ved Hytten, og
Jørgen sprang op paa Stenen for at fastgøre
Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
