Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den store Fred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Hus,
Fossegaarden, laa nystrøget, rødmalet i den opgaa
ende Morgensol, skinnende under de rødmende Fyr
restammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvid
rende Jubel.
»— Derfor er jeg saa glad, saa glad!« — det
brød frem som et ustandseligt Væld af unævne
lig Livsfryd — »derfor er jeg saa glad, saa
glad!« — kun den ene Strofe, intet andet: »saa
glad, saa glad!«
Døren blev revet op, og en slank, ung Kvinde
skikkelse ilede ud, helt ud, yderst paa Pynten, med
et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn paa Ar
men, Hun løftede ham højt over sit Hoved, som
om hun vilde vise ham al Jordens Dejlighed — nej,
hun vilde vist vise Himlen sin dejlige Skat, den
lille Bjørn Halvorsen.
Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en
Menneskegruppe, der i sig seiv rummede det højeste
og udtrykte alt.
»Hvornaar flytter vi over i det store Hus, min
Olaug?« spurgte Jørgen.
»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knu
gede Glutten fastere mod sin høje Barm. »Her i
den gamle Hytte fødtes vor Lykke, — Kys Mormor
igen!« udbrød hun pludselig og holdt den lille hen
imod Træstammen, hvor det store S M endnu blødte
under Fyrrebarken, fordi Sønnen bestandig holdt
Saaret frisk.
Drengen slog Armene om Træet og trykkede
leende Kinden derimod.
»Se, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug.
»Den klare Harpiks drypper endnu af de Bogstaver,
Det er som levende Taarer«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
