Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - For de sårede (1871) - Landkjænning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE OG SANGE 1 13
Det er al værdens kjærlighed
av ædle, gode hjærter,
som stille knæler ned.
Det er arbejdets sky
for krigens mord og hærjing,
der ber om fred og ly;
det er hvær lidende på jord,
som kjænner nød og kummer,
der sukker for sin bror.
Det er hvært smærte-støn
av sårede og syke,
det er den kristnes bøn,
det er forlattes bleke råb,
det er den krænktes klage,
den dræptes siste håb, —
en bønnens regnbu-bro
op gjænnem værdens uvejr
i skin av Kristi tro:
at over lidenskapens nød
må kjærlighed få sejre;
ti så Hans løfte lød.
LANDKJÆNNING
Og det var Olav Trygvason,
stævnet over Nordsjø fram
op mot sit unge kongerike,
som ikke væntet ham.
Fik han så første synet:
Hvad er dette for mur i havbrynet?
Og det var Olav Trygvason,
landet syntes ganske stængt;
alle hans unge kongelængsler
føltes mot klippen sprængt, —
intil en skald opdaget
hvite kupler og spir i skylaget.
Og det var Olav Trygvason,
syntes han med én gang så
gråsprængte, gamle tempelmure,
Bjørnson: Samlede værker. I. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
