Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Annen sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 ARNLJOT GELLINE
Tingfred blev lyst, og klager ført,
loven blev sagt, og skatten
redet til Sveakongen ut,
som deres hug stod til.
Dagen tok på at gråne,
føræn sig lagmann lettet,
spurte da højt i kredsen ut,
om der var klager fler.
Mange mann på den samme tid
rejste sig op og ropte højt:
„Stimænn og sultent røverpak
stjæler vort gods og kvæg.
Værst er Arnljot Gelline
og han Gauta-Tore;
aldrig kan Jæmter bo i fred,
nyder de tvenne liv.“
Rejste sig da iblant dem op
mann så høj, at de alle veg,
ingen ham nådde til aksel,
nu slog han hætten av.
Gullhjælm bar han, kåpen
skinnet av højt skarlagen,
sværdet hang stærkt ved siden,
hånden vugget et spyd.
Månen gik frem i den samme stund,
løftet sin gule lygte,
lyste ham i hans anlet,
viste det frem og gik.
Villt skrek folket, trak sine sværd:
„Arnljot Gelline, ja, ham selv!
Varg i veum, hvad vil du her?
Længes du in til Hel?“
Sværdene svang, og skjolde klang,
folk brøt på som en elvestrøm;
fast stod æn Gelline,
ropte frem over dem:
„Mange med brynjer dækkede mænn
fulgte mig hit til Jæmters ting;
rolig, godt folk, jeg vil tale;
siden er tid til slag.“
Spydet han svang og smilte
stolt som en gud i lunden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
