Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Annen sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 189
ryddet i gamle skoger,
sanket sig gods og gull.
Avind blev tændt i bygden da,
brænte hans navn og rygte,
løj ham trolskap og kvægran på,
hærjet hans glade sinn.
Og hin stormfulle vinternat,
ringen kom bort av Odins hånd,
nævnte I ham og sagde:
Odin må hævnes brått.
Like fra tempeldøren
svang I med bluss gjænnem skogen,
frem mot hans høje bjælkede hus,
brænte ham in og lo.
Hør mig nu, I Jæmtlands mænn,
hvordan det gik den natten:
Vikar av Tiundaland, min bror,
drog mig i kulden ut.
Barbent vi trasket i sneen;
men da vi kom på Torsvoll op,
så vi hvor branden brakede hist,
hørte hvor sårt det skrek.
Kvinnerne flygtet, kvæget
slet sig og for i ilden in,
kornet gav skjønnest lue,
fjærkræet flakset om,
taket fallt til trollenes lyst,
luen lo højt mot himlen,
far min lå der opunder, han,
med sine suk om hævn.
Vikar var fjorten vintre,
jeg hadde otte set;
men da vi gik fra Torsvoll ned,
var vi fullvoksne mænn.
Av de fyrti som vi så
rødne ved dødningebålet,
ni og tredive blegnet,
aldrig de rødner mer.
Men den siste, han sitter her,
agtet og vel tilmode;
ham vil jeg ænnu tale med,
føræn jeg går i kvæll. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
