Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Femte sang - Sjette sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 203
Og så en gang i den siste time
at mærke naglerne give efter,
og døden trykke på plankelaget,
så vandets frælsende strøm kan komme!
Da lægges ned i de våte kluter,
og fires dit hvor det evig tier,
mens bølgen ruller mit navn mot stranden
i store måneskinsklare nætter.
SJETTE SANG
/ NORDHAVS-TÅKEN
Dødens kyst, er det den vi har for os?
Ej har et mørke jeg møtt som dette.
Natten jo lægger sig for ikke mer at stå op,
uker vi sejler i ring.
Bølgens brøl imot brænning og bærg
hører vi, hvor i skodden vi kommer,
rives av strømgang omkring mellem islagte skjær,
flygter, men vet ikke hvor.
Stundom ej på den selvsamme båten
ser vi hværandre, ej heller hører
annet æn døn fra de døds-svangre grunner på lur,
eller en snøftende hval.
Aldrig folk, intet sejl, intet hus-tak,
skrikende fugl om det ville fjællet,
sjøuhyrer omkring på drivende flak av is,
alt i et halvgrått lys.
Ild på himlen som rækker av spyd,
hvær gang at skodden viger; — de skjælver,
ristes ut over, flammer, knittrer og flyr,
samler sig selv i bunt.
Atter frem med en lekende spiss,
krysses av andre fra annen side,
rænner og tænder og brænner alt himmelens hvælv,
splittes, flaggrer og flyr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
