Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Sjette sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 207
ingen valkyrje kan løfte til liv; han er død,—
lukket er kjæmpernes ring.“
Uvejrsdøn, som av fallende fjæll,
rystede hav og jord og himmel,
langskibet lå som et løv, mens bølgerne slog
tak over kjæmpernes syn.
Borte han som i midtrummet stod ....
Men gjænnem havdrev i tordenbygen
syntes de skimte to jagende jætte-møer,
rotende alt ihop.
Ti med lange fejende koster
sopte de stormen, høljet de havet,
rummet den rædsel ej rumte, som rejste sig rundt,
stønnende aske og støv.
Men på siden, der rodde som før
trollet, som baskede ene i båten,
kvælvte den over sig, sank, men var oppe på ny.. .
stormen tok stedse til.
Alt de rodde, de flyttet ej frem,
dødstrætte kjæmperne sank fra toften,
masten var knækket, og roret var kastet og knust, —
in mot et fjæll de drev.
Nogle skrek i den ytterste nøden:
„Fræls os nu du, som hjælp forsmådde!
Er det dig selv som du tror på, så tøv ikke nu,
vis, at det fører frem!“ —
>Ja> jeg tror på mig selv!“ — og fra toften
hoppet på fjællet han op: „Følg efter!
Uovervunnen faller den mann som har mot;
vis mig nu, at I har!a
Hoppet kjæmperne, en efter annen;
nogle fallt i, og toges av sluket,
andre med tro på sin sejrende kraft fik fot
fæstet på fjællet og stod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
