Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Ottende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 211
Dengang de siste skylledes væk,
stod han i stormen ytterst ved svaet,
så utover og nævnte stille:
„ Havet ej vilde
hylle mig;
landjorden lite
levner mig.“
Føde han fik av flommens føring,
ild bar han hos sig,
huler gav tak, tør-ved var der.
Søkte just nu mot kvæll en ingang;
fant den også, med halvbygd stængsel,
tømmervælter,
fordum av Finner mot ufred opført,
eller av jaget utlægs-folk.
Dyp var hulen med smug og ganger;
men en ulidelig ov-stram stank
stod fra dem alle. Han ænset den ikke,
la sig i ly, og straks han sovnet,
næsten før hovedet hældte.
Men gjænnem søvne den pest-syke stank
stak hans hode med vånd’fulle drømme;
snart stod han midt i en tungvint ordstrid —
ikke med mennesker,
men med en mængde grå, små gryntere.
Snart i pakker av isgrå ull
lå han og kvæltes, kunde knapt puste.
Pakkerne kastedes op, han hivdes
in og ut i et tåkehav.
Svære skikkelser svømte omkring ham,
svømte og skiftet legem i luften,
stygge øjne stak in i tåken.
Lange armer som ullne stængler
fangede efter ham,
tusser og troll, grå var de alle,
gapede.
Da fik han skrike,
skrike og vågne,—
men ifra hulens smug og ganger
skrek det tilbake.
Rædd sprang han op, men væltede om,
atter op, og inover ropte,
ganske uten at vite det selv, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
